HOVEDPRYD

Jamen altså, hvor er de fine hortensiaerne lige nu i de smukkeste efterårsfarver. Kæmpe hoveder i falmede grønne, lilla, blå og beskidt-rosa nuancer – det er så svært at vælge. Hortensia ligger sammen med pæonerne og ranunklerne og kæmper en heftig kamp om de tre podiepladser i min florale olympiade. Men det gode ved dem er jo, at de hører til hver sin sæson og derfor får lige meget opmærksomhed fra min side. Hortensia på fransk hedder Hortensia, og så er det vist på plads! Det fine hortensiahoved, som jeg købte, da jeg var på marked i går morges, får mig til at tænke på de der gammeldags badehætter med påsatte gummiblomster, som man desværre ser færre og færre af, når man er i svømmeren. Jeg synes, det var så hyggeligt og dekorerende, når et hortensiahoved i turkisfarvet eller andet kom vuggende forbi i nabobanen. Generelt var det altid ældre damer svømmende med hovedet højt, højt hævet over vandet, der bar hortensiahætterne, hvilket jo egentlig også er logisk nok, for hortensia sætter man i vand og aldrig under vand. Samtidig står der i den uskrevne manual for svømmelig lov og orden, at kommer en hortensiahætte svømmende mod én i den modsatte bane, eller skal man overhale én af disse, bør man enten sætte farten ned, eller skrue ned for plaskeriet, da hortensiahættebærere ikke kan kapere at blive plasket i hovedet. De kan faktisk risikere at sluge alt for meget vand, at komme helt ud af svømmetakten, ligefrem glemme at svømme og komme med udsagn som “Hov De!”. Så husk det lige, hvis I skulle møde én af disse sjældne hætter. Nå men, væk fra hætten og tilbage til blomsten. Er I også faldet for et smukt hoved til vasen? Og har I også den samme florale top tre som mig, eller er der andre fine kandidater øverst på listen?
HortensiaHortensia-2
ENGLISH RECAP: “Hydrangea head”. The Hydrangeas are so incredibly beautiful right now, all dressed in faded autumn colours. I bought this pretty head on the market yesterday, and it completely reminds me of those oldfashioned swim caps, old ladies used to wear – a few still do – swimming with their heads high above the water. I guess that these ladies treat Hydrangeas and Hydrangea swim caps the same way and put them in water but never under water.

4 thoughts on “HOVEDPRYD

  1. Hortensia er så smuk. Ha ha! Tak for dagens bedste grin. Jeg kan tydeligt huske damen med badehætten.

    • Jeg håber, at blomsterbadehætterne kommer på mode igen. Det pynter da gevaldigt med blomster i en ellers kedeligt udseende svømmehal. Man kunne måske ligefrem tænke sig til en herreversion med bier på. Gad vide om dronning Margrethe i sin tid svømmede rundt med en badehætte med margueritter på🙂

  2. Faktisk har det i Danmark været et særligt flot hortensia-år uden, at gartneren kunne forklarer hvorfor. Din beskrivelse af badehætte-damerne var lige i øjet. Min Mormor havde en særligt tidskrævende model, der indebar vandskyende vat i ørerne, vaskeskind som et tætsiddende hårbånd, inder- OG yderhætte. Det tog en krig at montere, men håret var knastørt, når svømmeturen var overstået. Min mormor var vist gammel svømmer, så hun havde hovedet under vandet. Ryst-på-plads-frisurerne har taget pladsen for badehætterme.

    • Din mormors badehætte lyder altså helt fantastisk Charlotte. Et rent stykke ingeniør-arbejde🙂 Her i Paris SKAL man have badehætte på i svømmeren, så jeg ser nogle mærkelige hætter en gang i mellem, men desværre meget få af de blomstrede. Engang da jeg var i svømmehallen med en veninde, så vi en dame med en hvid badehætte, der lignede en mellemting mellem en oppustelig men halvpunkteret kokkehue og en tevarmer. Jeg gad altså godt at vide, hvor hun havde købt den. Den var måske ligefrem hjemmelavet. I hvert fald grinede min veninde og jeg så hysterisk meget, hver gang vi fik øje på den, at vi slet ikke kunne koncentrere os om at svømme. Nu jeg tænker over det igen, kunne det egentlig godt have været en gammeldags oppustelig føn-hjelm, hun havde smækket på hovedet.

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s