DAGEN DERPÅ

Hvis jeg var gået tidligt i seng i går aftes og ikke havde lyttet til nyhederne i morges, ville jeg være vågnet ganske uanende om aftenens grumme begivenheder. Jeg ville have kigget ud på en smuk lørdag morgen med blå himmel, og mit besøg hos bageren tidligt i morges ville have været af helt andre årsager. Men virkeligheden er en ganske anden. Jeg ved, at det må være helt ufatteligt for jer, der følger med i nyhederne på dansk grund, vedrørende de forfærdelige terrorangreb, som Paris blev udsat for i går. Det er også ganske ufatteligt for mig. Det er uvirkeligt og meget virkeligt på én gang, og jeg føler det, som om jeg ryster, men kan ingenting se på mine fremstrakte hænder. Jeg vil fortælle det, som jeg oplevede aftenen i går: Min kæreste og jeg sad bekvemmligt i sofaen og så fodboldkampen mellem Frankrig og Tyskland. Få minutter inden kampen var slut, siger speakeren, at der ikke bliver interviews efter kampen, da  Paris har været udsat for et morderisk attentat. Og så kom den grumme virkelighed rullende ind over skærmen med utydelige billeder og direkte optagelser fra kvarterer, hvor kaos regerede og hvor ingen klar information kunne gøre en klog på, hvad, der foregik. Lidt efter lidt gik det op for os, hvad der var sket, og var ved at ske, og at mange mennesker var skudt ned i kvarterer og gader, hvor vi har for vane at komme. Da jeg genkendte facaden på restauranten Le Petit Cambodge, en restaurant, hvor jeg jævnligt kommer – og som jeg glædeligt har fortalt jer om her på bloggen – og hørte, at mennesker var blevet skudt, og at der var mange døde, blev det pludselig skræmmende virkeligt. Og da koncertstedet Bataclan, hvor vi har været til mange koncerter, også blev angrebet, gik det op for os, at denne gang var det ikke længere et bestemt mål, terroristerne gik efter. De gik efter dig og mig og os allesammen i kvarterer, som ikke var turistkvarterer, men typiske gader og steder, hvor pariserne holder til, går ud og bor. Det var tydeligvis og ganske skræmmende masseterrorisme. Derefter blev sms’er modtaget og afsendt i stribevis sigende: Er du/I ok?, Har I det godt? Er I hjemme? Muligheden for at få en skræmmende besked var stor. En veninde skrev, at hun var ved République, da det skete, og troede at et bandeopgør havde fundet sted, indtil strømmen af politibiler og brandbiler kom susende, og hun blev klar over, at det var meget mere alvorligt. Hun var løbet hjem med sin kæreste og havde en veninde sovende, da veninden boede i Rue Bichat – en af gaderne, hvor mange var døde. Gaden var lukket af, og veninden kunne ikke komme hjem. En anden ven, som bor et hundrede meter fra rue Bichat, sagde, at han tydeligt havde hørt skyderierne fra sin lejlighed. Selvsamme ven var allerede direkte vidne til attentatet på Charlie Hebdo i januar, da hans arbejde lå i samme gade som avisen, og tre skud røg igennem en glasdør og direkte ind i lokalet, hvor han og hans kollegaer befandt sig, heldigvis uden at komme noget til. Vores overbo ringede på tidligt i morges for at høre, om vi var hjemme, og om vi var ok, og det viser virkelig, hvordan alle føler sig ramt og bekymrer sig for hinanden. Stakkels, stakkels alle de pårørende til ofrene, og stakkels alle de mennesker, der har været vidne til de grufulde hændelser. Det er ulideligt at tænke på. Nu er der erklæret undtagelsestilstand, og grænserne er blevet lukket. Alle skoler holder lukket i dag (halvdelen af franske børn går i skole om lørdagen), og det samme gælder museer, svømmehaller, biografer o.s.v. Og alligevel kan jeg kigge lige ned i min gade, og se, at bagerne, apotekerne, grønthandleren, ja, alt holder åbent, som det plejer, men det ser og føles bare anderledes. Da jeg gik til bageren meget tidligt i morges, var det ikke fordi, at jeg var sulten, eller at vi manglede morgenbrød, men jeg havde behov for at stå på gaden, kigge på byen, og mest af alt havde jeg behov for at sige hej og goddag til folk, der hører til i min hverdag. Hverdagen er jo vores sikkerhed, vores bekvemmelighed, vores vaner, men hverdagen skal sunde sig godt oven på dette for at ligne en hverdag igen.
Gingkoblade-EfterårENGLISH RECAP: “THE DAY AFTER”. I don’t have the courage right now to do a thorough recap of the terrible terrorist actions that happened last night in Paris, and how it affected me deeply. But I just wanted to say, that I’m fine and safe, and I truly hope that all of you living in or visiting Paris are safe too.

14 thoughts on “DAGEN DERPÅ

  1. Kære Mette
    det er så ubegribeligt og meningsløst, hvad der er foregået i Paris i går aftes. Jeg mangler ord. Til gengæld var det dejligt at læse, at du og dine er ok.

    • Tusind tak skal du have. Jeg har stadig svært ved at forstå, at alle de forfærdelige terroristangreb rent faktisk har fundet sted, og at det ikke bare var en ond drøm. Alle er så chokerede og kede af det, og ingen kan forstå, hvordan sådan noget kunne ske på den måde, og at der findes mennesker, der udtænker den slags gemene angreb på mennesker, der ganske enkelt havde det hyggeligt og sjovt.

  2. Kære mette

    Hvor er det rart at høre fra dig. Jeg har tjekket bloggen ud et par gange idag og igår aftes. For at se om du var det. Det er du heldigvis. Hvis jeg ikke havde arbejde på mandag var jeg taget til Paris lige nu. Intet skal stoppe min glæde og lykke ved Paris. Ingen skal holde mig væk. Mit hjerte bløder rødt, blåt og Hvidt idag.
    Knus til dig og dine kære

    • Kære Heidi,
      du er en skat, og jeg ved, at intet vil holde dig fra at komme tilbage til byen, som du holder så meget af. Paris vil rejse sig igen, når tårerne er stilnet af, for intet i verden kan holde den nede, og mange gode mennesker vil altid være med til at holde den oppe.

      Mange knus

      Mettte

  3. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Alt virker så meningsløst og uvirkeligt. Jeg sender mine varmeste tanker til jer, ofrerne, de pårørende, ja hele Frankrig!
    Knuser og klem❤

    • Jeg ved det Mie, hvor svært det er at finde ord, når ingen ting giver mening. Man har så mange tanker, der flakker rundt i ens hoved, og der er ikke rigtig noget, der hænger sammen. Det er så svært at acceptere, at det er sket, og at vi ikke kan skrue tiden tilbage.
      Mange pariserknus til dig.

      Mette

      • Lige præcis. Men jeg er ikke bange og vil ikke lade nogen bestemme, hvorvidt jeg bør tage til byernes by eller ej. Min lyst til at flytte der til, bo der, leve der er på ingen måde forsvundet – faktisk er den blevet forstærket! Så mig får de ikke ned med nakken, og ej heller franskmændene, det ved jer!

        Pas godt på dig selv!
        Bisous

      • Ja, Paris vil altid være Paris, og det er der ingen, der skal eller kan lave om på. Det tillader vi ganske enkelt ikke.

        Bisous à toi aussi Mie!

        Mette

  4. Hej Mette
    Ja, vi er alle chokerede. Det er meget sørgeligt. Godt at høre du og din kæreste har det godt.
    Kh Marianne

    • Hej søde Marianne,
      tak skal du have. Du har ret, det er meget sørgeligt, og man går konstant rundt og er ked af det og tænker på alle de stakkels mennesker, der er døde, deres pårørende og alle dem, der skal leve videre med nogle ganske forfærdelige oplevelser, der ikke kan viskes bort.
      Kæmpe knus

      Mette

  5. Er du/I ok?, Har I det godt?, står der i din tekst. Selv her, på lang afstand af den helt vanvittige terrorisme i Paris, har man det bestemt ikke godt.
    Øjeblikkeligt genkendtes de ramte områder, som vi ofte befinder os i: rue Bichat, hvor nogle af yndlingsstederne, ‘Marie Louise’ og ‘Philou’, ligger lige om hjørnet.
    Rue de Charonne, har vi mange gange gået ned ad, bl.a. grundet den charmerende madame Anne-Catherine i nr. 33.
    Og naturligvis også ad rue de la Fontaine au Roi og boulevard Voltaire.
    Som det ikke var nok, passerede vi på vej til ‘Au Passage’ Charlie Hebdos redaktion, kort tid før massakren på denne.
    Vi synes næsten vi er lidt tæt på de ulykkelige begivenheder, men dog slet ikke som det må være for jer, der må leve med truslen tæt på.
    Men som det siges af folk dernede (og også herhjemme) er det vigtigt, “at man stiller sig op i køen hos bageren, handler ind i butikkerne som normalt og kører med metroen som vanligt”.
    Håber, at i alle dernede hurtigst muligt vender tilbage til en normal tilværelse.

    • Kære Monsieur Pedersen,
      jeg kan levende forestille mig, hvor chokerede du og din kone må være. I holder så uendeligt meget af byen, og I kender den jo som jeres egne bukselommer. Onde mennesker har angrebet jeres by, og det er ikke til at holde ud. Jeg håber også, at Paris og Frankrig hurtigt kommer ovenpå igen, og at alting bliver normalt igen, så du/I snart kan komme tilbage og genfinde smukke, charmerende, fantastiske Paris.
      Kærlig hilsen

      Mette

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s