I GÅR

I går var dagen, hvor alle pariserne kom ud. Mange havde ikke været uden for en dør siden fredagens forfærdelige hændelser, og alle havde uden tvivl været klistret konstant til fjernsynet og den konstante nyhedsstrøm. Min kæreste og jeg begav os i løbet af eftermiddagen mod Rue Bichat, hvor baren Le Carillon og restauranten Le Petit Cambodge, som I ved, blev hårdt beskudt og efterlod mange ofre, ligger. På vejen dertil kom vi forbi Place de la République, hvor tusindvis af mennesker var samlet. Der blev sunget La Marseillaise, klappet og råbt slagord om frihed, fællesskab og om ikke at være bange. Da det er undtagelsestilstand, er det forbudt at lave forsamlinger, hvilket også er derfor, at alle udendørs markeder har holdt lukket, men Place de la République er så symbolsk et sted, hvor mennesker spontant samles, som da attentatet på Charlie Hebdo fandt sted. Pariserne finder styrke i at stå sammen og at være mange, og derfor er mængden infiltreret med civilt politi, for at sikkerheden kan være optimal. Vi valgte dog at undgå at krydse pladsen, men gik istedet langs med den og videre til rue Bichat. Gaden var sort af mennesker, som i stilhed lagde blomster og tændte stearinlys foran Le Carillon. Det var meget, meget smukt og bevægende, og det føltes som det eneste rigtige sted at være, og samtidig føle det smukke fællesskab. Vi tændte et lys, og tårene trillede ned af vores kinder. Meget bevægede, gik vi derfra, og begav os i strømmen af mennesker over mod Bataclan, hvor alting var afspærret. Langs afspærringerne stod der bunkevis af tv-biler – aldrig har jeg set så mange – fra hele verdens tv-stationer, og politi sørgede for, at ingen kom i nærheden af koncertstedet. Derefter vendte vi næsen hjemad. På vejen fik min kæreste en trist besked fra sin skole, hvor han er i gang med en efteruddannelse. En af lærerne var blandt fredagens ofre. Hånd i hånd og stumme over den triste besked havde vi ikke gået mere end et par minutter, og var næsten hjemme, da mennesker pludselig kommer løbende i panik fra rue Etienne Marcel og opad rue Saint Denis. En mand stopper op og siger til os, at det er en falsk alarm, at en skræmmende lyd har fået folk til at gå i panik, men hans kone, som støder til, virker ikke overbevist. Folk holder op med at løbe, og vi går videre ad rue Tiquetonne, hvor mennesker i panik pludselig kommer løbende imod os fra en helt anden retning end før. Jeg råber, alt hvad jeg kan “Qu’est-ce qui ce passe?” (Hvad sker der?), og en pige, der løber forbi mig, råber til mig, at der bliver skudt på rue Montorgueil. Rue Montorgueil er gaden, hvor vi bor. Pludselig kommer en bunke skraldemænd løbende og råber til alle, at vi skal løbe og komme væk derfra. Vi løber tilbage mod rue Saint Denis, da vi hører en stemme i en døråbning kalde på os. “Kom med op på fjerde sal. Hos os vil I være i sikkerhed”. Vi løber op på fjerde sal og befinder os hos to ualmindeligt søde mennesker sammen med et amerikansk ægtepar, en pladeforhandler fra nabolaget og en far med sine to små sønner. Vi kigger ned i gaden og ser hvordan caféer og restauranter lukker deres døre i hast, butikker trækker metalgitteret ned, og folk søger ly i ejendomme eller løber videre i panik. Lidt efter hører vi helikoptere, der flyver over området. Ti minutter senere kan vi se i fjernsynet, at nøjagtigt det samme er sket ved Place de la République, og at en panikbølge har ramt Paris flere steder. Vi kigger ned i gaden, og kan se, at folk ikke løber længere. Vi takker de søde mennesker, der har inviteret os indenfor, og går hjemad. I rue Montorgueil er der politifolk og politibiler, og jeg spørger, hvad der er sket. En politimand svarer, at absolut intet er sket, og at vi bare skal være rolige. Der var gået panik i folk, hvilket havde skabt en omfattende panikbølge. Vi kommer op i lejligheden, tænder fjernsynet og får bekræftet, at intet er sket, men at panik et kort øjeblik har grebet om sig. En halv time senere viser de i fjernsynet billeder af nogle af ofrene fra attentaterne, som er blevet identificeret, og jeg genkender en tidligere kollegas bedste veninde på et af billederne. Vi vælger ikke at spise aftensmad. Vi er ikke sultne. Vi spiser chokolade i stedet for, og tilbringer resten af aftenen foran fjernsynet, hvor vi erfarer, at Frankrig har bombarderet Raqqa i Syrien, hvor IS holder til. Frankrig er i krig, og jeg har meget svært ved at forholde mig til det ord.
Le Carillon-15.november 2015ENGLISH RECAP: “YESTERDAY”. I’m very sorry for still not having the courage to do a recap of the above. The photo is from yesterday, when we went to light a candle in front of Le Carillon, where many people died friday. Many, many people were there in complete silence, and it was extremely moving and very important to us to be there and grief together, and remember the victims.

 

8 thoughts on “I GÅR

  1. Kæreste Mette, du har været så meget i mine tanker de sidste par dage – også selvom vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt. Jeg er glad for at høre at I er i godt behold, men hvor må det være tungt at have det hele så tæt på.
    Jeg hørte en tidligere PET chef Hans Jørgen Bonnichsen sige følgende i lørdags “Vi må ikke blive så bange for at dø, at vi holder op med at leve” – og de ord har stået meget klart for mig siden. Jeg håber at de måske kan give dig lidt af det, som jeg har fået ud af der de sidste dage. Mange tanker fra DK

    • Kære, kære Nina,
      det er ganske enkelt så hjertevarmende at få så sød en besked fra dig. Det er kloge ord, som Hans Jørgen Bonnichsen har udtalt. Tusind tak for at dele dem med mig. Selv er jeg ikke bange, men uendelig trist, men jeg ved, at mange mennesker ikke er helt trygge ved at tage métroen igen, hvor folk står stimlet sammen. Roen vil lidt efter lidt sætte sig i folk igen, men det tager tid, for som du siger, kom det hele meget tæt på.

      Ha’ en rigtig god aften Nina.

      Mange hilsner

      Mette

  2. Kære Mette
    Jeg vil blot fortælle dig, at du er i mine tanker mange gange i løbet af en dag. Vi kender jo ikke hinanden personligt, men på en eller anden måde føler jeg alligevel, at vi er forbundet via vores kærlighed til Paris. Der er så mange ting jeg gerne ville sige, men når jeg sætte mig for skrive og udtrykke min medfølelse forsvinder ordene, og jeg er helt tom.
    De kærligste hilsner og varme tanker

    • Søde, søde Jane,
      det er altid dejligt at høre fra dig, og jeg føler absolut efterhånden, at vi kender hinanden via bloggen og mails. Jeg ved fuldstændig, hvordan du har det, for det er så svært, at finde ord, når noget så grufuldt sker, som man på ingen måde kan ændre eller har magt over. Indlægget ovenover skrev jeg i ét stræk, for hvis jeg holdt en pause, ville jeg blive så overmandet af mine følelser, at det ville være umuligt at skrive. Tusind tak for din fine medfølelse.

      De kærligste hilsner

      Mette

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s