SPRØDE HUNDEØRER

Selvom jeg kravler helt ud i min fantasis aller yderste kroge, så kan jeg ikke få denne sprøde og søde butterdejssag til at ligne en palme. For Palmier (= palme) er rent faktisk navnet på den yderst populære fætter, som kan købes i ethvert bageri, og som er det helt perfekte selskab til en kop te eller eftermiddagskaffe. Til gengæld kan jeg sagtens se ligheden med et par hængende hundeører, for i min gade bor der en hund med et par ører magen til. Tilmed i samme farve. Og vender man sagen om (palmen, ikke hunden!) ser jeg tydeligt et af den slags uperfekte og halvpunkterede hjerter, jeg har tegnet hundredevis af i min barndom. Og måske ser I noget helt tredje. “Palmen” er ikke en sag, som turister så tit hopper på, for sagen er den, at citrontærter, éclairs, macarons og andre farverige og cremefyldte lækkerheder som regel overskygger den. Og det er der jo ikke noget at sige til. Men overvej den alligevel en dag, for i al sin enkelhed er det en god lille ganepleaser, som I øvrigt kan spises på farten, i modsætning til dens cremefyldte kollegaer. Jeg kan bedst lide den lys i teinten, som den på billedet, men det er nu meget almindeligt at se dem mere mørkbagte. Min er fra Stohrer i rue Montorgueil, som laver dem så store, at man kan være to om én, hvis man har lyst altså.

ENGLISH RECAP: “CRISPY DOG EARS”. In France this lovely crisp and sweet puff pastry is known as a palmier, which means palm tree. I don’t see the palm tree ressemblance at all. To me it more looks like a pair of dog’s ears, cause there’s a dog in my street with ears like that. Same colour too! Or the other way around, I tend to say it’s a heart, based on the many similar unperfect hearts I drew when I was a kid. Tourist don’t often seem to fall for this pastry. Big charmers like éclairs, lemon tarts and macarons and other colourful or creamful delights seem to get all the spotlight. But do consider this simple but fine pastry next time. It’s perfect with a cup of tea or coffee in the afternoon, and you can actually eat it, while you walk. Try doing that with a millefeuille! I prefer my “Dog ears” crisp but still light in colour, though it’s very common to see them much darker. Mine is from Stohrer in rue Montorgueil, that makes them so big, that you can easily share them, if you feel like it that is.

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s