SUM SUM SUM SUM SUM

Det har blomstret og summet hele sommeren igennem i én af Louvres små indhegnede haver, og det summer faktisk endnu. For den lille have, som bærer navnet Jardin Raffet, og som ligger ud mod Seinen, med kig mod gangbroen Pont des Arts, har siden maj måned været beboet  af tusindvis af bier indlogeret i seks fine træ-bistader. Og så er de ovenikøbet blevet forkælet med 1250 m2 proppet med cosmeablomster, kornblomster, valmuer, solsikker og mange andre blomster, som får enhver bi til at summe af lykke. Det er et rigtigt fint tiltag for at gøre noget for bierne i byerne, da de jo til stadighed bliver bombarderet med skarptskydende pesticider i det intensive landbrug. Dette smukke initiativ er et samarbejde mellem Louvre og det franske skønhedsmærke Nuxe, som mange vil kende for deres kult kropsolie Huile Prodigieuse og de mange andre populære produkter, de laver, med lige præcis honning i. Foreløbig har bierne, Louvre og Nuxe indgået en kontrakt på tre år, men man må da håbe, at de får lov til at blive meget længere, og at den slags gode initiativer summer videre og formerer sig andre steder i byen. Billederne tog jeg i juli måned, hvor blomsterne stod i fuldt flor, men selvom blomstringen selvfølgelig synger på sidste vers på denne tid af året, er haven nu rigtig fin og grøn endnu, da Cosmea-planterne har vokset sig store og voluminøse og stadig bærer blomster. Så kig helt klart forbi haven, hvis I, i efterårsferien skulle komme en tur til biernes, undskyld byernes by.
ENGLISH RECAP: “BZZZ BZZZ BZZZ”. It’s been all about flowers and bee buzzing the entire summer in the little fenced garden, that goes by the name Jardin Raffet by the Louvre. As a helping gesture towards the poor bees, that suffer immensely in the pesticide hell the intensive agriculture offers them, the Louvre and French beauty brand Nuxe has collaborated on installing six beehives and some 1250m2 packed with flowers for the bees to munch on. The floral haven was installed in May and will go on for the next three years. Even though it is the end of the season for flowers (I took the photos in July) the garden is still very green right now and some flowers carry on through autumn.  The little garden is situated close to the Seine with a view towards the bridge Pont des Arts.

Reklamer

SUBODH GUPTA & MONNAIE DE PARIS

Det er ikke så tit, at jeg ser en udstilling to gange, men det blev altså tilfældet med den indiske kunstner Subodh Guptas indtagende og imponerende udstilling på Monnaie de Paris. Det er meget fascinerende, hvordan kunstnerens brug af køkkentøj og service i diverse skulpturer og installationer på én gang gør hans kunst både jordnær og tilgængelig, men samtidig får det hele op på et højere og kosmisk plan. Det store kranie “Very Hungry God” på det sidste billede er et godt eksempel på det. Flere af kunstværkerne, om det så er Subodh Guptas intention eller ej, får også smilet frem hos langt de fleste. Personligt kunne jeg ikke stå for de to forgyldte cykler med titlen “Two cows”. Monnaie de Paris er i øvrigt den franske monetære institution og dermed samtidig/sideløbende et museum i sig selv (entrebilletten dækker både udstilling og museum), hvor der er rig mulighed for at kigge tættere på mønter og medaljers historie og fabrikation. Selvom jeg ikke er den store numismatiker, så kan jeg til gengæld skrive under på, at hele mønthalløjsafdelingen både er lærerig og flot. Og når man så tuller rundt her på Monnaie de Paris, så er der også parketgulvsguf i fransk sildeben og Versailles-mønster og smukke skakternede marmorgulve at titte på, og hvis vejret er godt, kan man sætte sig i cafeen i gården og nyde det. Den franske superkok Guy Savoy laver i øvrigt 3-stjernet Michelin mad på første sal i selvsamme bygning, hvor en 12-retters menu ligger på 415€.

Subodh Gupta udstillingen varer lige til den 26. august!

MONNAIE DE PARIS
11, Quai de Conti
6. arrondissement
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Søndag (Sun) 11.00 – 19.00. (Onsdag 11.00 – 21.00)
monnaiedeparis

ENGLISH RECAP: “SUBODH GUPTA AT MONNAIE DE PARIS”. It’s not often, that I see an exhibit twice, but it is the case with the current exhibit with the Indian artist Subodh Gupta at the beautiful museum Monnaie de Paris. I love how the artist uses kitchenware in his sculptures and installations. It makes it very tangible and down to earth and at the same spiritual and cosmic. The scull “Very hungry God” is a good example of that. I don’t know if the artist also meant to put a smile on the viewers face, but several pieces made me smile and then think. I was really fond of the two bikes named “Two cows”. Don’t miss out on this beautiful exhibit. It’s on till August 26th.

LOUIS CARRÉS HUS (#arkitekturguf)

Der var engang en fransk kunstsamler ved navn Louis Carré, som gik og drømte om at få bygget sig et hus. Et hus, hvor der var plads til at modtage gæster, og hvor hans elskede kunstværker kunne hænge pænt og blive vist frem til de besøgende. Louis Carré var nabo til den berømte arkitekt Le Corbusier, men ønskede ikke, at Le Corbusier skulle tegne hans drømmehus, så han gik stille med dørene med sit projekt. En dag stiftede Louis Carré bekendtskab med den finske arkitekt Alvar Aalto. Dette møde skulle udvikle sig til et livsvarigt venskab mellem de to herrer, og at det blev Alvar Aalto, der kom til at tegne Louis Carrés hus, som stod færdigt i 1959 i landsbyen Bazoches-sur-Guyanne uden for Paris, og fik tilføjet en swimmingpool i 1963. Louis Carré havde ønsket, at Alvar Aalto også designede al inventaret, men tidsfristen og faktum, at Alvar Aalto var en travl arkitekt, gjorde, at visse ting blev specialdesignet til huset, og at andre blev udplukket fra Artek-kataloget. Artek var firmaet, som Alvar Aalto havde startet med sin kone Aino og to andre partnere, hvorfra langt de fleste kender de berømte taburetter og borde, som kom til at møblere mange børnehaver og skoler, og som i dag stadig er meget oppe i tiden. En af de specialdesignede ting til huset er lamperne, som på billede 3 hænger over spisebordet og som så snedigt oplyste både bord og kunst på væggen overfor. Louis Carré døde i 1977, og hans enke Olga, hvis tøj stadig hænger i klædeskabene i huset, døde i 2002. Louis Carrés kunstsamling blev solgt, da han døde, men alt andet inventar står intakt. I dag er det Alvar Aalto-stiftelsen, der ejer det skønne hus, som kan besøges lørdag og søndag fra marts til november fra 14.00 – 18.00. Besøg af huset foregår ved rundvisning på engelsk eller fransk. Besøg skal bookes i forvejen via mail på Maison Louis Carrés hjemmeside.

MAISON LOUIS CARRÉ
2, Chemin du Saint-Sacrement
78490 Bazoches-sur-Guyanne
maisonlouiscarre.fr

ENGLISH RECAP: “MAISON LOUIS CARRÉ (#architecturecandy)”. Once there was an art collector named Louis Carré, who dreamed of having a house built for him, where he could recieve guests and where his beloved art collection could hang nicely. One day he met the Finnish architect Alvar Aalto, and this encounter was the starting point of a life long friendship between the two men, and Alvar Aalto became the architect of Louis Carré’s dreamhouse. The house was finished in 1959 and the swimmingpool was added in 1963. Louis Carré died in 1977 and his widow Olga lived in the house till her death in 2002. Today the Alvar Aalto Foundation owns the house, and visitors can enjoy this architecture and design gem every saturday and sunday, March till November from 14.00-18.00. Book your guided tour in English or in French by mail via the link above.

DET GODE FORMÅL & RAYMOND DEPARDON

Godt nytår alle sammen! Må 2018 blive helt fantastisk og samtidig et år, hvor vi gør vores til at få noget fornuftigt ud af det. Kort før jul læste jeg om et ungt par, der var begyndt at give de penge, som de ville have brugt på julegaver til hinanden, til velgørenhed. Vi kan vist kun blive enige om, at det er en smuk tanke. At tænke på andre og at gøre noget for andre er vel den smukkeste vej frem. Min kæreste og jeg gav dog hinanden en dyr designerlampe i julegave, så vi må glemme os selv, indhente, velgøre og støtte gode formål på andet vis, hvilket vi naturligvis også gør. Jeg kan godt lide at støtte gode formål som Reporters Sans Frontières (Journalister uden grænser), for ytringsfrihed og pressefrihed er så uendelig vigtig i mine øjne. Og så tager jeg ganske enkelt hatten af for de journalister og fotografer, der trods trusler på livet, fængslinger og risikoen for at dø eller komme alvorligt til skade i krigsramte zoner, alligevel klør på og gør deres arbejde og følger deres kald. Derfor køber jeg altid det fine magasin de laver, som samtidig hylder en dygtig fotograf. I denne omgang er det den fantastiske franske fotograf Raymond Depardon, som det handler om. Jeg ved ikke, om Raymond Depardon er særligt kendt i Danmark, men her i landet er han en meget berømt og anset herre. I magasinet kan man beundre hans smukke sort/hvide billeder fra de olympiske lege fra 1964-1980. De olympiske billeder falder selvfølgelig i hak med, at det i september blev afgjort, at Paris skal være olympisk vært i 2024. Og i den anledning kan man et par dage endnu (til den 7. januar) se tyve af billederne, som står opstillet på pladsen foran Hôtel de Ville (billede 2). Der er jo en del år til den egentlige begivenhed, men allerede nu kan det da kun få en til at sukke og drømme, når man ved, at den fantastiske bygning Grand Palais skal huse disciplinerne fægtning og taekwondo, og at ridning kommer til at foregå på Versailles. I mellemtiden kan man så kigge med et nostalgisk og beundrende øje på Monsieur Depardons smukke billeder og huske den tids fantastiske atleter og støtte en god organisation for bare 9,9€.

(På billede 1 er det Nadia Comaneci, som var min barndoms store gymnastik-ikon. Et uendeligt fint billede)



ENGLISH RECAP: THE GOOD CAUSE & RAYMOND DEPARDON.

POP MED DYBDE HOS MAILLOL

Der er så mange, så mange museer, som jeg holder af, og hvor jeg elsker at komme her i byen. Musée Maillol er helt klart ét af dem. Udover den fine permanente udstilling af billedhuggeren Aristide Maillols værker, hvis smukke skulpturer i øvrigt også er at beundre på det grønne stykke mellem Louvre og Tuileries-haven, så byder museet altid på spændende udstillinger af vidt forskellig art. Udstillingerne er altid i en passende størrelse, for på trods af, hvor meget jeg elsker at gå på museum, så kan store udstillinger med dæmpet belysning virkelig forvandle mig til en søvngænger. Lige nu er der Pop Art på programmet hos Maillol. Værkerne er udlånt af Whitney Museum i New York, og det er virkelig et godt udvalg, hvor det hele ikke er koncenteret omkring Andy Warhol og Roy Lichtenstein, selvom jeg nu er kæmpe fan af begge.  Der er en del andre og mindre kendte kunstnere, som det er spændende at få indsigt i, og vægdokumentationen får én godt med ind under pop artens overflade. Desværre må man ikke tage billeder af udstillingen, så jeg kan ikke vise jer mine favoritter. Derfor et af museets egne billeder fra udstillingen, som I kan læse mere om lige HER. Udstillingen varer lige til den 21. januar 2018.
Og når I så alligevel tuller rundt her på Rive Gauche (venstre Seinebred) i kvarteret omkring Musée Maillol, kan jeg anbefale jer at kigge forbi den søde gamle ostebutik Barthélemy i rue de Grenelle nr. 51. De har et rigtig godt udvalg, og butikken er gammel og hyggelig. I kan også smutte forbi kagebutikken La Pâtisserie des Rêves i rue du Bac nr. 93, som i den grad frister med de franske klassikere som Paris Brest, Millefeuille, Saint-Honoré og Tarte Citron til den helt store mums-medalje. Og så kan man sagtens bruge en time eller meget mere i Paris’ smukkeste stormagasin Le Bon Marche i rue de Sèvres nr. 24 med deres ultra fristende gourmet-supermarked La Grande Epicerie.

“POP ART – icons that matter” (22/09/17 – 21/01/18)
MUSEE MAILLOL
61, rue de Grenelle
7. arrondissement
Métro: Rue du Bac
Åbningstider/Opening hours: Alle ugens dage (All week) 10.30 – 18.30. Fredag (Fri) til 21.30.

ENGLISH RECAP: “POP ART”. Right now and until January 2018 a very cool selection of pop art from Whitney Museum in New York is shown at Musée Maillol. The exhibit is just the perfect size, that will also leave you time and energy to enjoy the permanent collection of Aristide Maillol’s beautiful work. More about the museum and the exhibit right here.

HVOR TIDEN STÅR STILLE

Jeg er motorvejsnægter, og det mener jeg helt seriøst. For mig findes der ikke noget mere gudsforladt sted end en motorvej. Jeg er meget mere til landeveje med kig på marker, søde huse, en picnic i vejkanten og den slags. Så da vi skulle til bryllup i Sydfrankrig i starten af august, vidste min kæreste udmærket godt, at hvis han på nogen måde skulle få mig med i bilen til Avignon, skulle det gøres over to dage, uden at komme i nærheden af timevis af motorvejskørsel. Som sagt, så kørt! Vi snuppede turen frem og tilbage ad de hyggeligste landeveje og tog os tid til at stoppe eller køre en omvej, hvis noget hyggeligt skulle befinde sig dér. Og der var gevinst hele vejen i form af de mest idyliske landsbyer, de smukkeste blomstermarker, hyggelige bistroer og mødet med fugle, egern og et par enkelte hjorte, der kækt krydsede vores vej, for ikke at nævne alle de kære og sjove landsbykatte. Og bonus oveni var, at vejret var brandgodt (en uudholdelig hedebølge ventede os dog i Avignon!!!), så vi hele vejen kunne køre med soltaget nede, få frisk luft og fregner på næsen og slet ikke befinde os i den der matte, zombieagtige tilstand, man er i efter at have kørt monoton-kørsel i en indelukket bil på motorvejen i timevis. Jeg synes derfor lige, at I skal have del i den stemning, som ventede os i to af de landsbyer vi besøgte på vores vej, og hvor tiden var stået stille i meget, meget, meget lang tid. Billede 1 er fra den kære landsby Charroux, som ikke uden grund er blevet udnævnt til en af Frankrigs smukkeste landsbyer. Det hyggeligste sted at tulle rundt med gamle, gamle huse, stræder og en fin gammel kirke. Det viste sig, at byen var berømt for deres sennep og havde sennepsværksted, som vi besøgte. De andre billeder er fra landsbyen Saint-Père, som vi havnede i ved et rent tilfælde i Bourgogne-området. Saint-Père havde som Charroux lidt mere end 300 indbyggere, og også en smuk gammel kirke og tilmed et træskoværksted, og var i det hele taget bare den rene idyl, hvor indbyggerne og deres katte så ud til at have det rart. En del forladte og forfaldne, men i mine øjne stadig smukke, gamle huse, som huset på det sidste billede, vidnede dog om, hvor svært det er, trods idylen, for de små landsbyer at holde på deres yngre indbyggere, som forståeligt nok bliver nødt til at flytte til de større byer for at finde arbejde. Men hvis vi nu var et par stykker, kunne vi da hurtigt få lavet et hyggeligt sommerhus ud af det, tænker jeg!





ENGLISH RECAP: “WHERE TIME STANDS STILL”. I’m so not into spending time on highways when going on holiday. I much prefer the little country roads with views of flower fields, pretty houses and the chance to stop and have a picnic by the road. When we went to the South of France in the beginning of August, my boyfriend knew that the only way to talk me into that car journey would be to avoid the highway and take the ride over two days. So that’s what we did, and oh how nice it was. On our way we passed by some really cute villages. The first pic is from the village Charroux, that with good reason is labelled as one of France’s most beautiful villages. And the other pics are from a little village named Saint-Père. Both villages were two little gems out of many on our way.

BACHIR & BRANCUSI

Jeg sætter mig aldeles i jeres sted, når I kommer til Paris, og vil se og opleve byen og få så meget ud af den som muligt uden at stresse rundt. Derfor var det vist på tide, at jeg fortalte jer om disse to steder, hvor jeg selv har for vane at komme, og som ganske belejligt ligger lige ved siden af hinanden, og man derved lige får klasket to fluer med et smæk. Bachir den libanesiske isbutik hører til mine yndlinge, for de laver den lækreste is på økologisk mælk. På trods af, at de har eksisteret siden 1936 i Libanon, åbnede de først deres døre her i Paris i vinters, heldigvis/uheldigvis kun otte minutters gang fra mit hjem. Rosen-isen er min absolutte favorit, og det skal lige nævnes, at min kæreste også er fuldstændig vild med den, så d’herrer derude kan roligt snuppe den. Det er ikke kun for tøser. Isen, som min kæreste så pænt og nydeligt holder i forgrunden på det ene billede, hedder Achta og bliver dyppet i hakkede pistacier. Den vil I heller ikke gå glip af. Jeg siger ikke mere. Det smarte ved Bachir er, at butikken ligger lige ved Centre Pompidou og endnu smartere lige ved siden af Atelier Brancusi, som mange turister slet ikke kender, fordi det bliver overskygget af Centre Pompidou og ligger lidt diskret på den ene side af esplanaden foran det fantastiske museum. Atelier Brancusi huser den rumænske billedhugger Constantin Brancusis smukke samling. Atelieret er bygget som en næsten tro kopi af Hr. Brancusis atelier, der lå i blindgyden Impasse Ronsin, som ikke længere eksisterer, men som igennem tiderne var stedet, hvor mange kendte kunstnere havde værksted. Der er gratis entré, og et besøg tager ikke længere end 15-20 minutter, hvilket gør det nemt at få lagt visittet ind i dagens program. Det sværeste er at tage stilling til, om man skal spise is hos Bachir før eller efter Atelier Brancusi.

ATELIER BRANCUSI
Place Georges Pompidou
4. arrondissement
Métro: Rambuteau
Åbningstider: Mandag (Mon) – Fredag (Fri) 14.00 – 18.00. Tirsdag (Tues) lukket/closed!!!!!
Gratis entré/Free admission.

BACHIR
58, rue Rambuteau
Métro: Rambuteau
Åbningstider: Mandag (Mon) – Onsdag (Wed) 12.00 – 22.30, Torsdag (Thurs) – Søndag (Sun) 12.00 – 23.00.

ENGLISH RECAP: “BACHIR & BRANCUSI”. Two good places to visit when in the Pompidou Center area: The Brancusi Studio showing the beautiful collection of sculptures by the Rumanian sculptor Constantin Brancusi (1876 -1957). Entrance is free! It only takes about 15-20 minutes to visit and is therefore easy to fit into a day in Paris with many things to see and do. The most difficult thing about it, is whether you’re gonna eat ice cream before or after at the Lebanese ice cream place nearby. Bachir makes the most addictive rose ice cream, and the specialty Achta dipped in pistachios as shown is not to be missed either.

DEN CHARMERENDE STRUDS & ANDRE FINURLIGE DYR

Hvis vi skal ind på, hvad der gør Paris’ gader og stræder så hyggelige og charmerende, så bliver jeg simpelthen nødt til at nævne alle plakaterne, som pryder caféer, restauranter, vaskerier og butikkers vinduer og døre, og som gør reklame for udstillinger med kendte og ukendte kunstnere på Paris’ mange gallerier. Jeg elsker på min vej at støde på brogede blomsterbuketter, kitchede solnedgange, skulpturer, moderne kunst og i dette tilfælde en aldeles charmerende struds, som jeg bare måtte eje. Det gode er, at langt de fleste gallerier sælger ud af plakaterne til en yderst rimelig pris. Den uimodståelige struds, og dens ligeså uimodståelige 27 venner af forskellige dyrearter, er malet af kunstneren Dominique Zehrfuss, som jeg personligt aldrig havde hørt om, men som jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med. Alle dyrene er malet i et meget lille format og alle fyldt med de fineste små detaljer, som man kan gå på opdagelse i. Galleriejeren Martine Gossieaux giver glædeligt én hendes store lup i hånden, så man kan få det hele med. De 28 dyr er skabt til at illustrere en bog, som er kommet til livs i samarbejde med forfatteren og Goncourt prismodtager (Frankrigs mest prestigiøse bogpris) Marie NDiaye. Dominique Zehrfuss er selv gift med den über berømte franske forfatter, nobelprismodtager i litteratur og også Goncourt prismodtager Patrick Modiano, som er rigtig god læsning, hvis I skulle få lyst til lidt fransk litteratur. Galleriejeren fortalte helt tilfældigt, at Fru Zehrfuss far var en berømt fransk arkitekt ved navn Bernard Zehrfuss. Og da jeg kom hjem, og fik gravet lidt i hans historie, fandt jeg ud af, at han i samarbejde med den danske arkitekt Preben Hansen stod bag den danske ambassade i Paris. Nå, men, det var jo strudsen vi kom fra. I kan se den og de andre dyr i det lille gallerie lige til den 28. september. Plakaten måler 40x60cm og koster 10€, og alle originalerne bliver solgt for 2800€. Plakaten ser ud som nederst.

 

GALERIE MARTINE GOSSIEAUX
56, rue de l’Université
7. arrondissement
Métro: Solférino, Rue du Bac.
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Lørdag (Sat) 14.30 – 19.00.

ENGLISH RECAP: “THE CHARMING OSTRICH & FRIENDS”. I stumbled upon this poster of the very charming and colourful ostrich the other day and knew immediately, that I had to own it. The ostrich and 27 other equally cute, funny and charming animals painted by the French artist Dominique Zehrfuss are exposed till September 28th at the gallery Martine Gossieaux, and I highly recommend a little visit. The details in all the animals are simply stunning and impressive. You’ll definitely leave the gallery with a smile on your lip. The poster is 10€ and the originals are 2800€.

BOURDELLE & BALENCIAGA

Ååååh, Musée Bourdelle! Jeg kan ikke andet end sige pæne og begejstrede ord om dette sted, som jeg har besøgt utallige gange og aldrig, aldrig bliver træt af. Det smukke og hyggelige museum huser en fantastisk samling af den franske skulptør Antoine Bourdelle (1861-1929), som selv boede og havde atelier i de ældste af bygningerne. Det er et utroligt behageligt museum at besøge med de smukke og imponerende skulpturer, de flotte bygninger, skulpturhaven og det gamle atelier (billede 3 og 4). Sædvanligvis er der gratis adgang, undtagen når der er særudstilling, og det er der lige nu, og det er lidt af et særstykke. Udelukkende sorte kreationer af den berømte spanske designer Cristobal Balenciaga (1895 -1972) bliver vist side om side med Bourdelles skulpturer, og det er godt nok smukt. Man behøver absolut ikke være modeinteresseret for at synes om udstillingen. Den sorte elegance vil alle kunne nyde. Balenciaga-udstillingen varer lige til den 16. juli. MUSEE BOURDELLE
18, rue Antoine Bourdelle
15. arrondisssement
Métro: Falguière
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Søndag (Sun) 10.00 – 18.00 (Mandag lukket!)
Bourdelle.paris.fr

ENGLISH RECAP: “BOURDELLE & BALENCIAGA”. I say favourite about a lot of things, but I mean it every single time. The Musée Bourdelle is on that very long list of very favourite places in Paris. It’s a wonderful museum with an impressive collection of the French sculptor Antoine Bourdelle’s beautiful sculptures. It just such a nice place to stroll around in. The buildings are beautiful, the sculpture garden is charming and the old atelier where Bourdelle used to work (pic 3 and 4) is one of my favourite rooms. Normally entrance is free unless a special exhibit is on, and that’s what’s happening right now and therefore adds an extra reason to pay Musée Bourdelle a little visit. Black creations by the famous Spanish designer Cristobal Balenciaga are exposed next to Bourdelle’s sculptures, and that is simply so elegant and beautiful. The exhibit is on till 16th of July.

VERMEER I KØLESKABET

Jeg ved ikke hvorfor, foråret altid har så travlt. Det fiser afsted og har så mange ting, det skal nå. Den ene dag blomstrer magnoliatræerne, og dagen efter smider de alle de smukke blade på jorden, nøjagtigt som teenagers og deres konstante tøjkriser. Meget frusterende er det! Man skal være hurtig med at nyde foråret og slå til, når det er der. Lidt ligesom når man ser noget pænt hos Zara. Hvis man ikke køber med det samme, er varen væk et par dage efter. Selv synes jeg, at jeg lige var på Louvre for at se Vermeer-udstillingen, men det er faktisk allerede en måned siden. Så det er immervæk på tide, at jeg får fortalt om den og om sammenhængen mellem Vermeer og de der franske youghurter, jeg altid opfordrer jer til at spise løs af, så I kan få glassene med hjem. Udstillingen varer frem til den 22. maj, så selv om der er fart på årstiden, kan I sagtens nå den. Det er en exceptionel fin udstilling og et kæmpe tilløbsstykke, så billetter skal bestilles i forvejen på nettet, for at undgå en kø på to timer eller ligefrem at blive afvist. Udstillingen har fået samlet en tredjedel af Vermeers værker, hvilket er første gang i halvtreds år i Frankrig, at så omfattende en udstilling om Vermeer er blevet stablet på benene. Og selv om mit absolutte yndlingsbillede af Vermeer “Pige med perleørering” er blevet tilbage i Holland, så er der så mange andre smukke billeder, som blandt andet “Mælkepigen”, at titte på. Og Mælkepigen er lige præcist det billede, der giver os forbindelsen til den omtalte youghurt, for på fransk er billedets titel “La Laitière”, og det har givet både navn og pynt til youghurtmærket, hvilket I kan se på billedet nedenunder. Udover alle Vermeers smukke billeder byder udstillingen på billeder af andre eminente hollandske kunstnere fra samme tid, og det er altså en smart ide, for man får et virkelig godt indblik i den stil, der florerede, og kan se hvordan de forskellige malere kendte hinanden, inspirerede hinanden og tit delte præcist de samme motiver og modeller. Selv gik jeg fuldstændig i spåner over, hvor fint, minutiøst og præcist de kunne male bitte små ting og detaljer. Meget, meget imponerende. Og det er også ret beundringsværdigt, hvor pænt og enkelt de kunne få sko eller andre ting, der flyder på gulvet, til at se ud. Tennissko, der flyder i min entré, har absolut ikke samme klasse. Så til sidst vil jeg bare sige: “Gå endelig ikke glip af udstillingen, og spis masser af youghurt!”.
(Book billetter her)
ENGLISH RECAP: “VERMEER IN THE FRIDGE”. If you’re in Paris, then don’t miss out on the incredible and sensational Vermeer exhibition at the Louvre. A third of his paintings are exposed next to paintings of other remarkable Dutch painters from the same era. It’s really interesting to see how well they knew each others’ paintings, and how they inspired one another and sometimes used the exact same motives and models. One of Vermeer’s paintings “The Milkmaid” with its’ French title “La Laitière” gave its’ name and decoration to the famous French youghurt brand. So my advice would be to go and see the exhibit and eat lots of youghurt and keep the little glasses afterwards. There are many ways to reuse them in your kitchen or elsewhere afterwards. Book your Vermeer tickets online here, to be sure to get in.

HEMMELIGHEDEN BAG DEN FRANSKE RULLEKANT

Jeg iler med dette indlæg og skynder på jer på mest velmenende vis, for sagen er, at i morgen og i overmorgen (25. og 26. november!) er de sidste to dage på det mægtig fine og interessante arrangement, som det franske luksusmærke Hermès har stablet på benene. I den fine gamle og nyligt restaurerede markedshal Carreau du Temple kan man komme tæt på ti forskellige håndværk og deres respektive håndværkere, som viser, hvordan de dagligt syr, monterer, klipper, tegner o.s.v. for Hermès. Der er tilmed mulighed for at melde sig til et par workshops, hvor man kan lære at gravere i metal, og hvordan man syr kanten på Hermès’ legendariske silketørklæder. Man forstår meget hurtigt hvorfor Hermès’ fine sager ligger i det prisniveau, som de gør. Der ligger et kolossalt arbejde og meget imponerende håndværk bag. For lige at vende tilbage til det berømte silketørklæde, som på fransk kaldes Le Carré Hermès. Carré betyder kvadrat, og det er ganske logisk, da det klassiske Hermès-tørklæde måler 90 x 90 cm. Hvis I er de heldige indehavere af et af slagsen, eller har været forbi en Hermès-forretning og kastet lange blikke efter de smukke tørklæder, vil I være velvidende om kanten på tørklædet, som ikke bare lige er bukket om og syet og strøget fladt. Næh, nej, kanten er såmænd rullet med en usynlig syning inde i rullen og et enkelt synligt sting på bagsiden af tørklædet. Rullekanten bliver syet i hånden, og det tager cirka en syerske 45 minutter at sy et helt tørklæde. Denne rullekant-teknik kaldes “Le roulottage à la française”, som i modsætning til den italienske pendant “Le rouleautage à l’italienne” viser rullekanten på retsiden af tørklædet. Denne fine kant på tørklædet er grunden til, at et Hermès-tørklæde aldrig må stryges helt ud til kanten for ikke at gøre rullen flad. Så det skal man lige underrette renseridamen om!
Det skal dog lige nævnes, at hele arrangementet foregår på fransk, men man kan sagtens kigge, aflure og beundre alligevel. Jeg beklager i øvrigt det meget dårlige billede. Jeg var alt for absorberet i, hvad der foregik, til at få snuppet ordentlige billeder. Men I kan dog få det ud af billedet, at der var lige så mange mænd som kvinder, der deltog i den lille franske rullekants-workshop.
hermes-atelierHERMÈS HORS LES MURS (Hermès udenfor murene)
Carreau du Temple
4, rue Eugène Spuller
3. arrondissement
Métro: Temple, République
Åbningstider/Opening hours: Fredag d. 25. nov: 11.00 – 20.00, Lørdag d. 26. nov: 11.00 – 17.00.
GRATIS INDGANG!

ENGLISH RECAP: “A PEAK OVER HERMÈS’ SHOULDER”. Go, go, go and don’t miss out on the last two days of the behind the scenes of the legendary French luxury brand Hermès. Get a closer look on the beautiful craftmanship behind the products and get a chance to have a chat with the crafters. The last day is the 26th of November. Free entrance!

MIN VEN ROGER og alle de andre…

Jeg har lidt ondt af alle jer, der besøger Paris lige nu, eller som vil gøre det i den nærmeste fremtid. Grunden er ganske enkelt, at der er så vanvittigt mange spændende og smukke udstillinger, og at det for jer derfor vil være pinefuldt at være nødt til at sortere fra i det gode assortiment. Det positive ved det hele er dog, at det skiftende, kedelige og regnfulde novembervejr egner sig storartet til at tulle rundt på museer. I bunden af dette indlæg skal I nok få praj og links til en del af dem. Jeg vil dog lige fortælle jer lidt om en udstilling, jeg så for godt to uger siden på Musée des Arts Decoratifs, og som varer lige til starten af januar 2017. Udstillingen viser den industrielle designer Roger Tallons værk, som jeg på forhånd ikke troede, at jeg kendte noget til. Det viste sig dog ganske hurtigt, at vi nærmest var bedste venner, for denne ultra dygtige designer stod bag det franske hurtigttog TGV, som jeg har rejst med utallige gange. Det var også ham, der designede indmaden til Eurostar toget og tilmed kom på navnet. Han designede, hvad jeg synes, er verdens mest cool fjernsyn og den smukkeste vindeltrappe, som jeg altid har drømt om, dog uden at kende designerens navn. Derudover designede han køleskabe, værktøj og drejemaskiner, sprinklervæskedunke (spøjst ord!), taburetter, skistøvler, bestik og hvad ved jeg. Jeg nød virkelig at få indsigt i Monsieur Tallons værk og i det hele taget at komme lidt tættere på industrielt design og mennesket bag de ting og sager, der omgiver os i hverdagen som den rene selvfølge. Et par videoer med interviews med Tallon himself og folk, der har arbejdet med ham, gav også god viden om designeren og det industrielle erhverv. Alle videoer har i øvrigt engelske undertekster. Så hvis I er hooked på industrielt design, eller bare er lidt nysgerrige, så vil jeg på det industrielleste anbefale udstillingen.

Og som lovet højere oppe, får I her et par links til hvilke andre udstillinger, der venter jer: På Fondation Louis Vuitton udstilles der frem til den 20. februar mesterværker af de helt store malere fra den russiske Chtchoukine-samling. Så vær klar med Kleenex, for det er stort og rørende. På Petit Palais er der en fin, fin udstilling om den geniale forfatter Oscar Wilde frem til den 15. januar. Frem til den 23. januar handler det på Grand Palais om Mexico fra 1900-1950 med alt fra malerier, musik, litteratur og skulpturer. Frida Kahlo og Diego Riveras værker er selvfølgelig på repertoiret. Og på selvsamme sted kører der sideløbende en udstilling om Tintins fader, tegneren Hergé, til den 15. januar. På Centre Pompidou (Beaubourg) er det maleren Magritte, der er det helt store trækplaster frem til den 23. januar. Til den 18. december er det den engelske kunstner Tino Seghal, der rumsterer på Palais de Tokyo med et værk, man selv deltager aktivt i. Jeg siger ikke mere, men det er meget cool og råt og er virkelig oplevelsen værd.
roger-tallon-tvroger-tallon-service-de-tableroger-tallon

ENGLISH RECAP: “MY FRIEND ROGER and what’s going on”. A couple of weeks ago I went to see the exhibit about the industrial designer Roger Tallon thinking that I knew absolutely nothing about him. But I soon realized, that I could practically consider him as a friend considering that I had often been in close contact with his design. He designed the TGV train, the inside of the Eurostar and even came up with the name for it. He designed stools, cutlery, tools, motorbikes and the worlds most beautiful spiral staircase and television for that sake, that I have drooled over on many occasions. And he designed soooooo much more. If you’re into industrial design or just a little curious, then go, go, go, because you get a good insigth in Monsieur Tallon’s work and the world of industrial design. And if you’re up to more exhibits then click on the underlined links in the text above, and they will take you straight to what’s going on in Paris right now.