ROSE BAKERY – Min økologiske frokostkantine

Dette er ét af mine favoritsteder til frokostspisning. Jeg er en sucker for grøntsager, selvom jeg absolut ikke er vegetar og synes generelt, at der aldrig er nok grøntsager på tallerkenen, når jeg er på restaurant. Men hos Rose bliver jeg aldrig skuffet, for « L’assiette légumes » er spækket med de bedste af slagsen alt efter årstiden. Dertil får man serveret super lækkert brød og smør. De små madtærter eller minipizzaerne med salat til er absolut heller ikke til at kimse af. Portionerne er generøse, men skulle der alligevel være plads til dessert, er der et kæmpe udvalg i bedste engelske stil: Carrotcake, crumble, brownies, muffins, scones, cheesecake ….. you name it !
Te og kaffe drikkere vil være glade for her at finde mange gode af slagsen, og så laver de for øvrigt gode friskpressede juices. Rose Bakery er indrettet som halv restaurant, halv købmandsbutik hvor al mad og kager kan købes ud af huset samt diverse købmandsvarer som: Mel, te, morgenmadsprodukter, frugt og grønt og andre økologiske ting. Bordbestilling er ikke mulig. Det er bare op i køen og vente på et bord, der bliver ledigt. Kom tidligt for at undgå kø. Dette gælder især under modeugen, hvor stedet bliver lidt af et crowded fashion hang-out. Eneste minus ved Rose Bakery er at de er utroligt langsomme med at servere drikkevarerne (fejlen ligger i køkkenet og ikke hos tjenerne), så bestil kun drikkevarer til måltidet og ikke bagefter for at undgå 15 minutters ventetid på en kop kaffe.

Rose Bakery har 3 adresser i byen, men denne i Marais kvarteret er helt klart min foretrukne.

Rose Bakery
30, rue Debelleyme
3. Arrondissement
Metro : Filles du calvaire
Åbningstider : Mandag til søndag, kl. 9.00 – 19.00