BOURDELLE & BALENCIAGA

Ååååh, Musée Bourdelle! Jeg kan ikke andet end sige pæne og begejstrede ord om dette sted, som jeg har besøgt utallige gange og aldrig, aldrig bliver træt af. Det smukke og hyggelige museum huser en fantastisk samling af den franske skulptør Antoine Bourdelle (1861-1929), som selv boede og havde atelier i de ældste af bygningerne. Det er et utroligt behageligt museum at besøge med de smukke og imponerende skulpturer, de flotte bygninger, skulpturhaven og det gamle atelier (billede 3 og 4). Sædvanligvis er der gratis adgang, undtagen når der er særudstilling, og det er der lige nu, og det er lidt af et særstykke. Udelukkende sorte kreationer af den berømte spanske designer Cristobal Balenciaga (1895 -1972) bliver vist side om side med Bourdelles skulpturer, og det er godt nok smukt. Man behøver absolut ikke være modeinteresseret for at synes om udstillingen. Den sorte elegance vil alle kunne nyde. Balenciaga-udstillingen varer lige til den 16. juli. MUSEE BOURDELLE
18, rue Antoine Bourdelle
15. arrondisssement
Métro: Falguière
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Søndag (Sun) 10.00 – 18.00 (Mandag lukket!)
Bourdelle.paris.fr

ENGLISH RECAP: “BOURDELLE & BALENCIAGA”. I say favourite about a lot of things, but I mean it every single time. The Musée Bourdelle is on that very long list of very favourite places in Paris. It’s a wonderful museum with an impressive collection of the French sculptor Antoine Bourdelle’s beautiful sculptures. It just such a nice place to stroll around in. The buildings are beautiful, the sculpture garden is charming and the old atelier where Bourdelle used to work (pic 3 and 4) is one of my favourite rooms. Normally entrance is free unless a special exhibit is on, and that’s what’s happening right now and therefore adds an extra reason to pay Musée Bourdelle a little visit. Black creations by the famous Spanish designer Cristobal Balenciaga are exposed next to Bourdelle’s sculptures, and that is simply so elegant and beautiful. The exhibit is on till 16th of July.

DAGEN DERPÅ

Hvis jeg var gået tidligt i seng i går aftes og ikke havde lyttet til nyhederne i morges, ville jeg være vågnet ganske uanende om aftenens grumme begivenheder. Jeg ville have kigget ud på en smuk lørdag morgen med blå himmel, og mit besøg hos bageren tidligt i morges ville have været af helt andre årsager. Men virkeligheden er en ganske anden. Jeg ved, at det må være helt ufatteligt for jer, der følger med i nyhederne på dansk grund, vedrørende de forfærdelige terrorangreb, som Paris blev udsat for i går. Det er også ganske ufatteligt for mig. Det er uvirkeligt og meget virkeligt på én gang, og jeg føler det, som om jeg ryster, men kan ingenting se på mine fremstrakte hænder. Jeg vil fortælle det, som jeg oplevede aftenen i går: Min kæreste og jeg sad bekvemmligt i sofaen og så fodboldkampen mellem Frankrig og Tyskland. Få minutter inden kampen var slut, siger speakeren, at der ikke bliver interviews efter kampen, da  Paris har været udsat for et morderisk attentat. Og så kom den grumme virkelighed rullende ind over skærmen med utydelige billeder og direkte optagelser fra kvarterer, hvor kaos regerede og hvor ingen klar information kunne gøre en klog på, hvad, der foregik. Lidt efter lidt gik det op for os, hvad der var sket, og var ved at ske, og at mange mennesker var skudt ned i kvarterer og gader, hvor vi har for vane at komme. Da jeg genkendte facaden på restauranten Le Petit Cambodge, en restaurant, hvor jeg jævnligt kommer – og som jeg glædeligt har fortalt jer om her på bloggen – og hørte, at mennesker var blevet skudt, og at der var mange døde, blev det pludselig skræmmende virkeligt. Og da koncertstedet Bataclan, hvor vi har været til mange koncerter, også blev angrebet, gik det op for os, at denne gang var det ikke længere et bestemt mål, terroristerne gik efter. De gik efter dig og mig og os allesammen i kvarterer, som ikke var turistkvarterer, men typiske gader og steder, hvor pariserne holder til, går ud og bor. Det var tydeligvis og ganske skræmmende masseterrorisme. Derefter blev sms’er modtaget og afsendt i stribevis sigende: Er du/I ok?, Har I det godt? Er I hjemme? Muligheden for at få en skræmmende besked var stor. En veninde skrev, at hun var ved République, da det skete, og troede at et bandeopgør havde fundet sted, indtil strømmen af politibiler og brandbiler kom susende, og hun blev klar over, at det var meget mere alvorligt. Hun var løbet hjem med sin kæreste og havde en veninde sovende, da veninden boede i Rue Bichat – en af gaderne, hvor mange var døde. Gaden var lukket af, og veninden kunne ikke komme hjem. En anden ven, som bor et hundrede meter fra rue Bichat, sagde, at han tydeligt havde hørt skyderierne fra sin lejlighed. Selvsamme ven var allerede direkte vidne til attentatet på Charlie Hebdo i januar, da hans arbejde lå i samme gade som avisen, og tre skud røg igennem en glasdør og direkte ind i lokalet, hvor han og hans kollegaer befandt sig, heldigvis uden at komme noget til. Vores overbo ringede på tidligt i morges for at høre, om vi var hjemme, og om vi var ok, og det viser virkelig, hvordan alle føler sig ramt og bekymrer sig for hinanden. Stakkels, stakkels alle de pårørende til ofrene, og stakkels alle de mennesker, der har været vidne til de grufulde hændelser. Det er ulideligt at tænke på. Nu er der erklæret undtagelsestilstand, og grænserne er blevet lukket. Alle skoler holder lukket i dag (halvdelen af franske børn går i skole om lørdagen), og det samme gælder museer, svømmehaller, biografer o.s.v. Og alligevel kan jeg kigge lige ned i min gade, og se, at bagerne, apotekerne, grønthandleren, ja, alt holder åbent, som det plejer, men det ser og føles bare anderledes. Da jeg gik til bageren meget tidligt i morges, var det ikke fordi, at jeg var sulten, eller at vi manglede morgenbrød, men jeg havde behov for at stå på gaden, kigge på byen, og mest af alt havde jeg behov for at sige hej og goddag til folk, der hører til i min hverdag. Hverdagen er jo vores sikkerhed, vores bekvemmelighed, vores vaner, men hverdagen skal sunde sig godt oven på dette for at ligne en hverdag igen.
Gingkoblade-EfterårENGLISH RECAP: “THE DAY AFTER”. I don’t have the courage right now to do a thorough recap of the terrible terrorist actions that happened last night in Paris, and how it affected me deeply. But I just wanted to say, that I’m fine and safe, and I truly hope that all of you living in or visiting Paris are safe too.