VERMEER I KØLESKABET

Jeg ved ikke hvorfor, foråret altid har så travlt. Det fiser afsted og har så mange ting, det skal nå. Den ene dag blomstrer magnoliatræerne, og dagen efter smider de alle de smukke blade på jorden, nøjagtigt som teenagers og deres konstante tøjkriser. Meget frusterende er det! Man skal være hurtig med at nyde foråret og slå til, når det er der. Lidt ligesom når man ser noget pænt hos Zara. Hvis man ikke køber med det samme, er varen væk et par dage efter. Selv synes jeg, at jeg lige var på Louvre for at se Vermeer-udstillingen, men det er faktisk allerede en måned siden. Så det er immervæk på tide, at jeg får fortalt om den og om sammenhængen mellem Vermeer og de der franske youghurter, jeg altid opfordrer jer til at spise løs af, så I kan få glassene med hjem. Udstillingen varer frem til den 22. maj, så selv om der er fart på årstiden, kan I sagtens nå den. Det er en exceptionel fin udstilling og et kæmpe tilløbsstykke, så billetter skal bestilles i forvejen på nettet, for at undgå en kø på to timer eller ligefrem at blive afvist. Udstillingen har fået samlet en tredjedel af Vermeers værker, hvilket er første gang i halvtreds år i Frankrig, at så omfattende en udstilling om Vermeer er blevet stablet på benene. Og selv om mit absolutte yndlingsbillede af Vermeer “Pige med perleørering” er blevet tilbage i Holland, så er der så mange andre smukke billeder, som blandt andet “Mælkepigen”, at titte på. Og Mælkepigen er lige præcist det billede, der giver os forbindelsen til den omtalte youghurt, for på fransk er billedets titel “La Laitière”, og det har givet både navn og pynt til youghurtmærket, hvilket I kan se på billedet nedenunder. Udover alle Vermeers smukke billeder byder udstillingen på billeder af andre eminente hollandske kunstnere fra samme tid, og det er altså en smart ide, for man får et virkelig godt indblik i den stil, der florerede, og kan se hvordan de forskellige malere kendte hinanden, inspirerede hinanden og tit delte præcist de samme motiver og modeller. Selv gik jeg fuldstændig i spåner over, hvor fint, minutiøst og præcist de kunne male bitte små ting og detaljer. Meget, meget imponerende. Og det er også ret beundringsværdigt, hvor pænt og enkelt de kunne få sko eller andre ting, der flyder på gulvet, til at se ud. Tennissko, der flyder i min entré, har absolut ikke samme klasse. Så til sidst vil jeg bare sige: “Gå endelig ikke glip af udstillingen, og spis masser af youghurt!”.
(Book billetter her)
ENGLISH RECAP: “VERMEER IN THE FRIDGE”. If you’re in Paris, then don’t miss out on the incredible and sensational Vermeer exhibition at the Louvre. A third of his paintings are exposed next to paintings of other remarkable Dutch painters from the same era. It’s really interesting to see how well they knew each others’ paintings, and how they inspired one another and sometimes used the exact same motives and models. One of Vermeer’s paintings “The Milkmaid” with its’ French title “La Laitière” gave its’ name and decoration to the famous French youghurt brand. So my advice would be to go and see the exhibit and eat lots of youghurt and keep the little glasses afterwards. There are many ways to reuse them in your kitchen or elsewhere afterwards. Book your Vermeer tickets online here, to be sure to get in.