YMMYS HOS YAFO

Jeg elsker hummus. Jeg laver det tit selv, men springer også til, såsnart jeg ser det på menuen på cafeer og restauranter. Hummus hedder houmous på fransk, og så lige med stumt H s’il vous plaît, hvilket giver os udtalen “ummus”.  Hvis en franskmand skulle udtale hummus ville det blive til ymmys, hvilket både lyder komisk og krukket, så det er nok meget godt, at det bliver stavet, som det gør. Hvis I har det ligesom mig, og er vilde med ummus/hummus, så skulle I tage et smut forbi Yafo, som er en vaskeægte hummus deli, og deres hummus er virkelig god. Hos Yafo bliver den serveret som et helt måltid med pitabrød til, men man kan også vælge at få halvt hummus halvt salat, og salaterne er absolut også lækre. På billedet er det hummus med kylling, grønt og solsikkekerner. Den hjemmelavede limonade med rosenblomstvand er læskende og næsten usødet, og desserten malabi, en panna cotta lignende lille sag, bliver serveret med rosensirup, kokos og friske peanuts og vil glæde enhver sød tand. Yafo er et oplagt lille sted til en sund og velsmagende frokost og en selvfølge for de hummushungrende. Vinduespladsen er den bedste, hvis man er to. Også et oplagt sted til at købe mad ud af huset.

YAFO
96, rue d’Hauteville
10. arrondissement
Métro: Poissonière
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Fredag (Fri) 12.00 – 14.30.

ENGLISH RECAP: “HUMMUS HAVEN”. If you love hummus the way I do, then Yafo is the perfect little spot for you. Their hummus is absolutely delicious and so are their salads. Not to mention the dessert malabi, which is a panna cotta kind of tasty little thing topped with rose sirup, coconut and fresh peanuts. Eat there – the window seat is the best spot – or do take out for a cosy picnic in a park somewhere. Yafo is only open for lunch!

Reklamer