Aldrig Paris uden ged

Man kan ikke komme til Paris uden at spise salat med grillet gedeost “salade de chèvre chaud”. Det smager simpelthen pragtfuldt og er aldeles let at opdrive. Næsten alle franske caféer, bistroer og restauranter har salaten på menuen. Selvfølgelig har jeg også selv gedeost boende fast i mit køleskab, allerhelst flere forskellige slags: Tørre, bløde, stærke, milde, med aske, friske, gamle – det er svært at vælge hos ostemanden.
Når jeg ikke selv laver salaten, kan jeg godt lide at spise den på Café Charlot.
Her laver de salaten med en anelse honning, og de små toasts, som osten ligger på, er af brød med rosiner. Jeg synes, at det giver et godt sødt pift, som får mig til at bestille salaten næsten hver gang, jeg er på caféen. For dem som ikke gider det der med ged (synd for jer!), tilbyder Café Charlots menu på noget for enhver smag med typiske bistro-retter som entrecôte, andebryst, omelet, croque monsieur og madame, burgers o.s.v, o.s.v. Derudover får man hurtig, effektiv og god service, og man venter aldrig længe på et bord. En af tjenerne kan iøvrigt et trick med at åbne flasker, altså dem med kapsler, i nakken. Ja, jeg ved at det lyder besynderligt, og jeg kan heller ikke forklare det nærmere, men jeg lover, at jeg vil prøve at filme ham en dag og sætte det på bloggen.

Café Charlot
38, rue de Bretagne
3. arrondissement
Métro: Filles du Calvaire
Tlf.: 01 44 54 03 30
Åbningstider: Alle ugens dage 07.00-02.00

2 thoughts on “Aldrig Paris uden ged

  1. Kan på det varmeste anbefale dette sted. Mad med kvalitet, hurtig betjening – meget god stemning 🙂

Skriv et svar til Paris Annuller svar