DET HELE STARTEDE MED……

I starten af 90’erne havnede min propfyldte røde kuffert, som var købt til lejligheden, og jeg i Paris. Det var før internet åbenbarede sig og oraklet Google gav svar til de rejselystne, der skulle spørge. Men jeg var nu godt armeret alligevel, for jeg havde medbragt “Turen går til Paris”, to røde ordbøger fra Gyldendal: Fransk/Dansk og Dansk/Fransk, og jeg var tilmed i besiddelse af to sider om Paris, som jeg havde revet ud af et af min mors Alt For Damerne. Og med min fransksproglige studentereksamen i baglommen var høflighedsfraser og goddag, farvel og på gensyn på plads, og så vidt jeg husker, kunne jeg første vers af Marseillaisen udenad, og det er altid en god start. Alt det medbragte blev flittigt brugt i den første tid i min nye “landsby”, men i dag, så mange år senere, er den røde kuffert forlængst blevet skiftet ud, men jeg er stadig trofast med hensyn til mærket. Samsonite laver de bedste kufferter! “Turen til Paris” blev vist foræret til bekendte, men de røde ordbøger har jeg endnu. De troner på én af boghylderne, og skal aldrig smides ud. Jeg bruger dem stadigvæk, når jeg får skærm-lede, og fordi jeg synes, at de er så hyggelige og danske. De to sider fra Alt For Damerne er gået tabt, eller også havnede de i skraldespanden som en slidt las, men én af adresserne, der blev nævnt, er jeg kommet på lige siden: På tesalonen “Le Loir dans la Théière” har jeg drukket te nok til at fylde en å, spist madtærter og omeletter til den helt store guldmedalje, og det er blevet til mere end bare flirteri med det store udvalg af kager fra det fyldte kagechatol. Der er blevet hygget med familie, veninder og kærester, og jeg har fulgt med i tesalonens vokseværk, og hvordan næsten alle vægge – med undtagelse af den med det fine Alice i eventyrland-motiv – er blevet plastret til med galleriplakater og små papirer og servietter med kunders tegninger på. Jeg har siddet i hver eneste af de gamle stole og lænestole, og foretrækker stadig den dag i dag stadig at sidde i det første lokale. Jeg har bunkevis af dejlige minder herfra, og hold op hvor er der blevet grinet meget også, som dengang hvor jeg helt korrekt oversatte dagens ret “Saucisson de Lyon chaud” til “Varm pølse fra Lyon”. Min bror og jeg grinede til tårerne trillede ned ad kinderne over rettens navn på dansk, og vi forestillede os, at man en dag ville kunne få “Varm pølse fra Hillerød” på en dansk café. Og selvom jeg absolut ikke er noget vanemenneske, så vil jeg nu blive ved med at komme i te-salonen, for hér får minder og hygge mig til at føle mig hjemme, og så får man rigtig te på kande og ikke bare en kop med en slunken tepose i.
Le Loir dans la Théière-3
Le Loir dans la Théière
Le Loir dans la Théière-2
Le Loir dans la Théière-4LE LOIR DANS LA THEIERE
3, rue des Rosiers
4. arrondissement
Métro: Saint Paul
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Søndag (Sun) 9.00 – 19.30

ENGLISH RECAP: “MY FIRST TEA SALON IN PARIS”. I moved to Paris from Denmark in the beginning of the 90’s and “Le Loir dans la Théière” was the very first tea salon I knew. Since then I’ve been here a thousand times with friends and family, and I only have good memories from this place after all these years, so I’ll just continue coming here drinking gallons of tea, eating pies and cakes and just feeling pretty much at home.

SMOOTHIES OG GRØNT TIL ØJNENE

Lemon er Islands svar på Joe & The Juice. De laver varme sandwiches og masser af gode smoothies. De har nu fået adresse i Paris’ centrum. Så hvis man trænger til en hurtig og nem frokost, eller lige skal have tanket op med vitaminer i flydende form, så er Lemon et godt og praktisk bud. Det gode ved Lemon er beliggenheden, for den ligger i rue des Petits Carreaux, som er rue Montorgueils forlængelse, på en lille plads, hvor man har fin udsigt til den smukke vertikale have, der vokser på bygningen overfor Lemon. At sidde her på den lille terrasse og slikke solskin, alt imens man slubrer smoothies i sig og fylder gluggerne med klorofyl, er slet ikke at kimse ad.

Lemon-IcelandLemon-Iceland-2Vertikal have-Rue des Petits Carreaux
LEMON
43, Rue des Petits Carreaux
2. arrondissement
Métro: Sentier
Åbningstider: Alle ugens dage (7 days a week) 8.00 – 18.00.

ENGLISH RECAP: “SMOOTHIES & THE GREEN VIEW”. Lemon is an Icelandic smoothie and sandwich place. A handy little spot, when you want a quick lunch on the go, or you’re in need of a tasty little vitamin fix in the shape of a good smoothie. The other good thing about Lemon is that it is situated in rue des Petits Carreaux, which is the prolongation of rue Montorgueil, on a little square with a realy nice view of the vertical garden growing on the building across from Lemon. Not bad at all to sit on Lemon’s little terrasse catching the sun, slurping down smoothies and giving your eyes a chlorophyll injection.

DEN FØRSTE AF DE STORE

Så kom den endelig, den første rigtige store forårsdag. Det var i går, og jeg er stadig helt forårskulret i hovedet. Solen skinnede fra morgenstunden, og temperaturerne røg op på 22°. Det er en underdrivelse at sige, at det var en dejlig dag, for det var ganske enkelt en helt fænomenal forårsdag. Frakken røg over armen, ærmerne blev smøget op, solbrillerne kom på, og fregnefangeren kom gevaldigt på arbejde. Efter så mange dage med regn, regn og atter regn var godtvejrseffekten så overvældende, at det føltes som at have vundet i Lotto, og at man nærmest gik rundt og tænkte: “Nej, hvor er vi heldige”. Hvor skønt igen at spankulere rundt og mærke, at der var noget i luften – en hel bunke forår for at være præcis – og at genindtage fortovsterrasserne. Min kæreste og jeg slog os ned på konditoriet “Pain de Sucres” terrasse og nød lækre og absolut ikke uskønne kager, og lidt senere på eftermiddagen blev jeg lettere beruset over at kigge på de smukke kirsebærtræer, som nu står i blomst. I denne uge bliver vejret dog ikke lige så forrygende , men jeg er fuldstændig ligeglad, for sådan en fin forårsdag som i går kan jeg godt leve videre på i en uge. Og i øvrigt er det min fødselsdag på lørdag, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg egentlig, at jeg har opført mig ganske pænt, så mon ikke det giver ret til en lille solstråle, eller er det for meget hybris fra min side?
Pain de Sucre-rue Rambuteau-2
Kirsebærtræ i blomst
Pain de Sucre-rue RambuteauENGLISH RECAP: “THE FIRST REAL ONE”. Yesterday was the first day in Paris where spring really kicked in. The sun was shining from the early morning, and temperatures reached 22°. After so many days with rain, rain and more rain it felt like winning the lottery. Sitting outside enjoying the weather, munching on delicious pastries from Pain de Sucre was just heaven. Oh, and the cherry trees have begun to blossom as well. I wait for that special pink event every year.

 

DET VAR UNDERLIGT (og er det stadigvæk!)

Dengang jeg flyttede til Paris, gik jeg lange ture i supermarkederne. Helt seriøst! Jeg tullede rundt i supermarkedernes gange og gloede på alt, hvad der stod på etiketterne, for at lære navnene på alle dagligdagsvarerne og for at få et indblik i, hvad pariserne spiste, og hvordan de levede. Jeg kan den dag i dag – mere end tyve år senere – stadig nynne supermarkedet Prisunics spøjse jingle, der konstant kom ud af højtalerne. Og når jeg så gik der og inspicerede supermarkedernes hylder, så faldt jeg jævnligt over et eller andet underligt, som jeg ikke lige kendte til, og som morede mig gevaldigt. Nummer et på underliglisten var dengang (og også den dag i dag!), at man kan købe kogte vakuumpakkede rødbeder. Jo, jo, en lille pakke med to til fire kogte rødbeder i. De er bare kogte og skrællede, og ligger ikke i lage eller noget andet. Virkelig mærkeligt! Men det er ikke så underligt set fra et fransk synspunkt, da de skærer dem i tern og propper dem i salater. Enhver fransk kantine med salatbuffet tilbyder kogte rødbeder i tern. Jeg kan nu bedst lide selv at koge mine rødbeder, men hey, jeg er da åben over for andres rødbedekultur. Så i dag får I derfor et billede af de kogte og vakuumpakkede rødbeder.

Rødbeder hedder betteraves på fransk. Dem på billedet er økologiske. Det franske ord for økologisk er bio.
Rødbeder-BetteravesENGLISH RECAP: “IT WAS STRANGE BACK THEN – AND STILL IS”. Way back when I moved from Denmark to Paris, I went for long walks in the French supermarkets. Seriously! I strolled up and down the supermarket aisles to read what it said on all the product labels, so I could get all the grocery words down, and at the same time get an insight in what Parisians ate, and how they lived. During my product inspection and word learning supermarket walks, I would quite often come across things, that I had never seen before, things I found a little weird and that would make me crack up. Number one on the weird things list was – and still is by the way! – that you can buy vacuum-packed cooked beetroots. Just like that, not marinated or anything, just plain. Really weird I found, but not from a French point of view, since they simply dice them and add them to salads. Any French canteen with a salad buffet, will definitely serve them. I prefer cooking my beetroots myself, but hey, I’m open to other peoples’ beetroot culture, which is the reason why you today get a photo of the classic pack of beetroots.

FYLDTE SAGER – MEN INGEN PÅSKEÆG

Forleden dag, hvor det var langfredag, og hvor jeg vil skyde på, at størstedelen af jer nød påskefrokost med familie og andre kære, var det her i Frankrig en ganske almindelig dag, lige med undtagelse af Alsace og Moselle, der efter sin løsrivelse fra Tyskland bibeholdt de tyske/protestantiske påskehelligdage. Den eneste påskehelligdag, vi derfor har her i resten af landet, er 2. påskedag – altså i dag – og den kalder franskmændene for “Lundi de Pâques”, hvilket ganske enkelt betyder påskemandag. Og hop! – tilbage til min langfredag, som stadig ingen fyldte påskeæg indholdt, da jeg ikke var færdig med min sukkerfri måned. Til gengæld var der lækkert fyld i de små indbagte og mumsede argentinske empanadas, som friskbagte kom ud af ovnen på det mikroskopiske spisested l’Empanaderia. Jeg har virkelig en forkærlighed for alle disse små steder, hvor man nærmest skal bakke ind for at sidde ned. Det er så hyggeligt, og jeg elsker den behagelige kontakt man får med ejerne og de ansatte, som glædeligt fortæller om maden og stedet. Samtidig synes jeg, at det er ret så skønt at føle sig hjemme og at blive glædeligt genkendt, de steder man holder af at komme. Jeg er typen, der falder i snak med folk allevegne – helt sikkert noget, jeg har fra min far – for jeg elsker at høre, hvad folk har at fortælle og dele ud af. Mennesker er som bøger: Fyldt med spændende historier og meget man kan lære. Derfor kom min kærestes og min frokost lige til at vare to timer, da vi faldt i snak med de argentinske ansatte/ejere, og der blev snakket vidt og bredt om mad, argentinsk litteratur og kultur. Helt igennem hyggeligt! Så hvis de små lune empanadas med alskens fyld og ideen om et lille bitte spisested med sød service tiltaler jer, så synes jeg da helt klart, at I skulle smutte forbi l’Empanaderia, som ligger et stenkast fra Canal Saint-Martin.
l'Empanaderial'Empanaderia-2l'Empanaderia-3L’EMPANADERIA
11, rue Marie et Louise
10. arrondissement
Métro: République
Åbningstider/Opening hours: Onsdag (Wed) – Fredag (Fri) 12.00 – 15.30, 19.00 – 23.30. Lør (Sat) & søndag (Sun) 13.00 – 23.30.

ENGLISH RECAP: “STUFFED LITTLE THINGS”. I love this cool and tiny little Argentinian spot specializing in warm and exquisite empanadas straight out the oven. This could easily turn out to be a favourite little canteen, where kindness and good service can make me come back again and again.

EN PÅSKEHARE SPISER IKKE SUKKER

I undrer jer nok over, hvorfor der ikke har været kage eller andre søde sager på bloggen i lang tid. For dem, der kender mig, ved jo at søde sager bare lige er mig. Men de selvsamme Mette-kendere ved også, at jeg til tider får nogle fikse ideer, som f.eks. at tage en sukkerpause. I dag er det helt præcist 27 dage siden, at jeg har spist sukker. Det startede egentlig med, at jeg bare lige synes, at det ville være godt for mig at holde mig fra sukker i en uges tid. En uge blev uden problem til to, så til tre og nu kan jeg lige så godt trumfe igennem med en hel måned. Det har underligt nok været legende let, og jeg har ingen sukkertrang haft. Min hud har fået mere glød, og jeg har lagt mærke til, at jeg føler mig mindre sulten dagen igennem. Jeg ved ikke, om der er forskel på vægten, da jeg aldrig vejer mig, men jeg synes egentlig, at mine lår ser tyndere og fastere ud. Det har derfor helt klart været et super positivt projekt. Det betyder dog ikke at sukker bliver bandlyst i fremtiden, slet ikke, så I kan godt regne med, at der kommer gode søde indslag fremover. Jeg har dog besluttet mig for at være mere selektiv med de søde sager. I løbet af denne sukkerfri periode har jeg gumlet på gulerødder, sprøde røde æbler og har nydt at sidde foran fjernsynet med en skål med mandler, valnødder og hasselnødder, og en gang om ugen har jeg lavet mumsede dadelkugler.  Så som I kan forstå, har jeg derfor ikke fået et eneste påskeæg i år, men til gengæld har mine dadelkugler haft form som påskeharer. Når jeg laver dadelkugler, bruger jeg altid opskriften af dygtige Ditte Ingemann fra den evigt inspirerende og sunde blog The food club. Ifølge opskriften skal kuglerne vendes i hvid og mørk chokolade, men hvis man er på nul sukker, kan man gøre, som jeg gjorde i stedet. Jeg ristede ganske enkelt nogle hasselnødder på en pande, gned skallen af ved hjælp af et viskestykke, blendede dem nogenlunde fint og rullede kuglerne deri. De smager altså bare kanon godt. Til gengæld er det ikke helt nemt at få kuglerne til at tage form som påskeharer, da dadel/mandelmassen er klumpet og klistret at arbejde med. Det nemmeste er helt klart at lave kugler. Men hey, selvom mine påskeharer måske ligner små monstre på LSD, er jeg nu egentlig godt og morsomt tilfreds med dem. I finder Dittes opskrifter på lækre dadelkugler lige her (Jeg laver altid dem med lakrids!). Og så vil jeg lige ønske jer alle en rigtig glædelig påske. Hils alle de danske påskeharer fra mig!
Dadelkugler-påskeharerDadelkugler-påskeharer-2ENGLISH RECAP: “AN EASTER BUNNY DOESN’T EAT SUGAR”. It’s Easter, and I haven’t had a single Easter egg. It’s my 27th day without sugar, which explains the lack of cakes and sweet delights in here for some time. I will be back on sugar again though, I just thought, that to stay off sugar for a month seemed like a healthy and good project. Above you can catch a glimpse of the non sugar date balls I’ve been munching on. And since it’s Easter, I gave them the shape of Easter bunnies, which isn’t that easy with the sticky date/almond material. Even though they do look a bit like little monsters on LSD, I’m happy with the funny result. And they taste awesome. Happy Easter to all of you!

ÜBER PRAKTISK & TIDSBESPARENDE

Det er lidt svært at være i hopla i dag og komme med et sprudlende indlæg, efter at terrorismen viste sit grimme ansigt hos vores søde naboer belgierne i går. Man havde selvfølgelig sine bange anelser om, at et eller andet kunne ske, men at Bruxelles skulle angribes på den måde, havde jeg godt nok ikke forestillet mig. Man ville ønske, at man havde magten til at rive dagen ud af kalenderen, og dermed slette det skete. Jeg sender varme og medfølende tanker til belgierne. Jeg ved lige hvordan, de har det lige nu, da det naturligvis sender ekko i mit sind og bringer alle de stærke følelser frem i mig fra de grufulde terrorangreb den 13. november. Jeg håber, at Frankrig og Belgien kan støtte og hjælpe hinanden med denne krævende opgave, det er, at sørge, efterforske, hele og komme ovenpå igen.
I dag bliver det så et praktisk indlæg, som jeg håber, at mange af jer vil synes lige er svaret på at gøre dagligdagen bare en anelse lettere. Det drejer sig om den super smarte gratis app Tribe, som en ung og brilliant franskmand ved navn Cyril Paglino står bag. Med Tribe sender man korte videoer på maksimum 15 sekunder, i stedet for at bruge tid på at sms’e eller at ringe folk op. Det hele kan klares med en hånd, hvilket jo er super smart i de situationer, hvor man i den anden hånd har en café latte, kæresten, en tung indkøbspose, et barn eller en hund i snor. Man behøver ikke længere være en del af det duknakkede samfund, der konstant skal bruge tid og begge hænder på at besvare eller sende diverse sms’er og dermed miste al fornemmelse af, hvad der foregår omkring dem. Man forstyrrer heller ikke folk med en opringing på tidspunkter, hvor man ved, de sidder i møde eller sover, eller hvor man egentlig ikke havde behov for at tale med dem. Det gode ved disse videoebeskeder er, at man samtidig lige kan vise et vaskeægte smil i stedet for en død smiley, og har man ikke lyst til at smile, kan man slå videoen fra, så det kun bliver en lydbesked. Videoerne kan også sendes som gruppebeskeder, hvilket er super praktisk i en arbejdssituation, hvor flere kollegaer skal have del i de samme instrukser. App’en fungerer med iPhone og Android, og I kan få alle de praktiske informationer og blive overbevist om, hvor smart Tribe er lige her.

 

Tribe appENGLISH RECAP: “ONE HANDED AND TIME-SAVING SMARTNESS”. I simply find that Cyril Paglino, the young French inventor of the app Tribe, is a genius. I love the idea of sending short video messages instead of wasting time on texting or even calling someone up, when you’re in a hurry, have your hands full or just wanted to say something real quick. You only need one hand to scroll your contacts and record your max. 15 seconds video and send it off. It’s super smart and handy. And I do like the idea of sending off a true smile instead of a smiley. If one just can’t smile, the video can be turned off, and you leave an audio message instead. Tribe is also perfect for group messages. Tribe is compatible with iPhone and Android, and you can get all the information you need about it and realize that you need that app right here.

BROCHE M/K

Forleden dag fik jeg jeg en besked på min mobil, der sagde (oversat fra fransk!): “Hej det er Maïwen fra Papier Tigre. Din croissant er kommet, så du kan bare komme forbi, når du har lyst”. Det drejede sig selvfølgelig ikke om en croissant fra bageren, der jo på disse kanter ikke ligefrem er en mangelvare, men om en fin lille håndbroderet broche fra mærket Macon & Lesquoy, som jeg har været pjattet med i mange år. Croissant-brochen er en af bestsellerne fra det store udvalg af ultra fine og sjove brocher fra mærket. Jeg synes absolut, at brocherne både er til monsieur og madame. Derfor smækkede jeg lige croissanten op på et par af min kærestes skjorter for at vise d’herrer, som troligt følger med her på bloggen, at mænd burde gå noget oftere med brocher af den slags, for det ser da kanon godt ud, og det kræver da slet ikke mod at knalde en broche på størrelse med en kvabset spyflue på skjorten, jakken eller sweatshirten. Hvis I skal til Paris, så hop forbi den vidunderlige papirvarebutik Papier Tigre, der har hele Macon & Lesquoys udvalg, eller også kig ind på M & Ls webshop, der sender til Danmark. Der er både små og store brocher at boltre sig i. Croissantbrochen ligger på 18€. Klik på hver enkelt broche i webshoppen for at se billeder af, hvordan de ser ud båret. Kig også ind på Papier Tigres hjemmeside for at kigge på fine papirligheder. Papier Tigre har i øvrigt fornyligt åbnet en sød butik, som også agerer café i Mulackstrasse i Berlin, hvis der er nogen, der skal den vej.
Macon & Lesquoy-Croissant-brocheMacon & Lesquoy-Croissant-broche-2PAPIER TIGRE
5, rue des Filles du Calvaire
3. arrondissement
Métro: Saint-Sébastien – Froissart
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Fredag (Fri) 11.30 – 19.30. Lørdag (Sat) 11.00 – 20.00.

ENGLISH RECAP: “UNISEX BROOCH”. Of course men can wear brooches. Especially the fine hand embroidered kind from Macon & Lesquoy, a brand that I’ve loved for years. Their products are gorgeous and funny at the same time, and I really think that they suit women and men equally well. To convince you men out there to wear more cool brooches, I snapped some photos of my croissant brooch using my boyfriend’s shirts as support. Looks kind of cool with a little daily croissant on ones shirt no? Macon & Lesquoy offers a wide selection of small and bigger brooches, and the really nice boutique specializing in paper adorableness “Papier Tigre” carries them all. If not in Paris head for M & L’s webshop that ships abroad.

PÅSKE DIY

Denne søde påske DIY havnede i min inboks i dag. Det er Petit Bateau og illustratoren Steffie Broccoli, der står bag. Det færdige resultat efter klippen, klistren og folden bliver en hel familie af små påskeharer formet som små beørede æsker parat til at blive fyldt op med påskeæg. En rigtig sød lille ide, og super ideelt, når der skal distribueres påskeæg til alle dem, man holder af. For at printe alle arkene ud, skal I bare følge linket til slut i teksten. Men inden I printer løs, får I lige listen over de ting, I skal bruge, for alle forklaringerne står på fransk, men der er yderst udførlige billedforklaringer, der gør det hele meget enkelt. Skulle I alligevel være i tvivl om noget, lægger I bare en besked i kommentarfeltet, og jeg skal være jer til påskeharelig assistance.

TING I SKAL BRUGE:
Jeres printer
Tykt hvidt 180g papir
En saks
Dobbeltsidet tape eller lim
En hvid farveblyant eller et falseben til at markere foldningerne med.
En lineal
Silkepapir
Påskeæg til fyld

Link til Petit Bateau og DIY-siden lige her.

Påske DIY-Petit Bateau 1Påske DIY-Petit Bateau 2Påske DIY-Petit Bateau 3

ENGLISH RECAP: “EASTER DIY”. This really cute little Easter DIY landed in my inbox today. Behind it is Petit Bateau and the illustrator Steffie Broccoli. After you’re done with the printing, folding and glueing you will end up with a whole family of little Easter bunnies in the shape of boxes ready to be filled with Easter eggs. Follow the link to print out the bunnies on thick 180 g white paper right here.

 

ORANGEGLAD

Forleden dag læste jeg et eller andet sted noget om, at farven orange gør en glad. Det kan der være noget om, for jeg bliver da kun i godt humør af at kigge på min buket af orange ranunkler. Det skal dog lige nævnes, at jeg ikke kan huske, at jeg nogen sinde ikke har været glad for at kigge på smukke blomster, og der er farven egentlig ret underordnet. Det gør det nu heller ikke dårligere af, at en smule solskin velkomment tittede ind ad vinduet lige midt i testunden. Så den er god nok: En varm og lækker farve som orange og en enkelt solstråle gør underværker på denne årstid. Man bliver da glad!
Og nu jeg ser det hele lidt her fra oven, er det vist på tide, at jeg får skiftet bordpladen på mit runde 50’er bord ud. Jeg er lidt træt af den farve, det har. Det ryger lige ind på listen over forårsprojekterne.

(Ranunkler hedder renoncules på fransk og udtales sådan nogenlunde rønongkyyl)
Ranunkler-RanunculusENGLISH RECAP:” HAPPILY ORANGE”. I read the other day, that the colour orange makes you happy. I must admit, that it does make me happy to look at my orange ranunculus. That the sun peaked in through the window while sipping tea didn’t take anything from the happiness either. But seing it all from above reminds me that I have to change the table top on my mid century table. I’m kind of tired of that colour. Another thing to add to my spring to do list.

HVORFOR HAR JEG ALDRIG HØRT OM HENDE FØR?

Jeg er lidt museumsfikseret for tiden, for Paris byder på virkelig meget kunstgodt lige nu. I går så jeg den fineste udstilling med en kunstner, jeg aldrig i mit liv har hørt om før. Kunstneren hedder Helena Almeida. Hun er født i 1934 i Portugal, og har været kunstner i mere end halvtreds år, hvilket nikker en ordentlig skalle til min kunstradar, for hvorfor er jeg gået glip af hende i alle disse år? Jeg blev på to sekunder fuldstændig pjattet med hendes værker, som blandt andet mikser foto og maleri, og i størstedelen af tilfældene er Helena Almeida selv afbilledet. Det er så fint og enkelt, det hun laver, og så har hun en helt unik måde at behandle rummet omkring sig i sine værker på. Jeg beklager, at mine noget alternative og sidelæns billeder ikke hylder Almeidas arbejde på rette vis, men jeg blev ganske enkelt nødt til at tage billederne på den måde for ikke selv at blive genspejlet. Udstillingen varer lige til den 22. maj, hvilket jo er helt perfekt for alle jer, der kommer til Paris på forårsvisit, og den finder sted på Jeu de Paume. Jeu de Paume er endnu et af de museer, som jeg holder rigtig meget af. De har altid super gode fotoudstillinger, som aldrig er så store, at man går helt død. Og så ligger museet jo kanon godt i et hjørne af Tuileries-haven med udsigt ud over Concorde pladsen. I kan læse mere om Helena Almeida, se flere af hendes billeder og få alle de praktiske oplysninger om Jeu de Paume lige her.

Helena Almeida-Jeu de PaumeHelena Almeida-Jeu de Paume-2Helena Almeida-Jeu de Paume-3ENGLISH RECAP: “WHY HAVE I NEVER HEARD ABOUT HER BEFORE”. I made a fantastic discovery yesterday, when I saw the exhibit with the Portugese artist Helena Almeida at the Jeu de Paume. I had never heard about her before, but it only took me seconds to fall completely for her work, that mixes photo and painting among others. I apologize for my highly awkward and sideway kind of photos, that really don’t do Almeidas’ work justice, but it was simply to avoid my own reflection in the glass. The expo is on till May 22th. More about Helena Almeida and all the practical info for the Jeu de Paume right here.

FONDATION LOUIS VUITTON & DE KINESISKE KUNSTNERE

Jeg misser ikke chancen, når den er der, for at fortælle om Fondation Louis Vuitton, for det er ganske enkelt et super museum. Da min mor var i Paris for et par uger siden, var det en selvfølge, at hun også skulle opleve dette imponerende sted, som selvfølgelig faldt i rigtig god jord. Udstillingen, som vi så, fortsætter lige til slutningen af august og repræsenterer en bunke moderne kinesiske kunstnere. Selvom det ikke er den af museets udstillinger, der har slået benene mest væk under mig, er det nu ganske interessant alligevel. Og om de så udstillede kartoffelskræller, badehætter eller toastbrød, ville det med garanti også se kanon godt og spændende ud i dette museum. Bygningen, så fremragende mestret af Frank Gehry, er langt fra bare udstillingernes emballage. Det er en helhed, der konstant skifter form og udtryk alt efter, hvor man befinder sig i den. Så ja, endnu engang vil jeg sige, at det ville være meget, meget synd at gå glip af dette arkitektoniske mesterværk, hvis man besøger Paris. På billede 1 og 2 er det to af de kinesiske kunstværker fra den nuværende udstilling, som jeg syntes bedst om. Tilgiv mig at jeg ikke kan huske kunsternes navne, men skulpturen, hvor Nike fra Samothrake har fået bunden vendt i vejret og står i balance på en lige så hovedløs kinesisk Buddha, var lidt imponerende, og på en eller anden måde også lidt morsom, selvom jeg ikke ved om det var meningen. Det store buddhahoved delt i to var også ret så fascinerende. Det ses ikke på billedet, men der kom røgelse ud af det.  Og de to sidste billeder er af Olafur Eliassons smukke faste installation “Inside the Horizon” lavet af spejlelementer og gult lys, som man kan bruge meget tid på at opleve fra alle vinkler og sider. Det er virkelig flot lavet. Få al den nødvendige information, og mere til, om museet og dets aktiviteter lige her.
Fondation Louis Vuitton-Artistes chinoisFondation Louis Vuitton-Artistes chinois-2Fondation Louis Vuitton-Olafur EliassonFondation Louis Vuitton-Olafur Eliasson-3ENGLISH RECAP: “FONDATION LOUIS VUITTON & THE CHINESE ARTISTS”. I never miss a chance to talk about The Fondation Louis Vuitton, because it is simply such a great museum. A couple of weeks ago I saw the current exhibit showing a bunch of moderne Chinese artists. And even though it didn’t knock me off my feet like their previous exhibits, it was still very interesting. And the thing about that place is that they could show potato peels, swim caps or toast bread for that sake, and it would still look fantastic in those incredibly surroundings brilliantly created by Frank Gehry. So it would definitely be a shame to miss out on this museum when visitting Paris. On pic 1 and 2 you can see two of the art pieces, that I preferred from the exhibit. An incredible and also funny interpretation of the “Victoire de Samothrace” standing upside down on an equally headless Chinese Buddha. The big Buddha’s head cut in half was really cool as well. It doesn’t show on the photo, but incense came out of the head. And last but not least two pics of Olafur Eliassons’ amazing and permanent installation “Inside the horizon”. One can spend quite some time exploring it from all sides and angles. More info and details about The Fondation Louis Vuitton right here.