GRØNTSAGSBANKEN

Hvis jeg skulle vælge mellem en god bankrådgiver og en god grønthandler, tog jeg helt klart grønthandleren. Jeg nyder i den grad at “investere” i kvalitetsgrønt, at erstatte det røde felt med et grønt og at høste renter i form af energi, velvære, vitaminer og lækker mad på bordet. Og at få en snak med sin grønthandler, få gode tips og indsigt i den grønne verden og altid at blive mødt med et stort smil og et “hvordan går det” og “vil du ikke lige smage på abrikoserne”, overgår altså langt en nok så sød bankrådgiver og at snakke om penge. Penge er et kedeligt emne, og jeg undgår det som pesten. Det er i øvrigt meget fransk, at man ikke snakker om penge. Det er et tabuemne, og jeg tror faktisk, at franskmændene synes, at det er vulgært at snakke om penge. Ifølge fransk bord-etikette er der et par sager, som man bør undgå at tale om til en middag, og det er penge og politik. Grunden er nok at de to emner ofte kan forårsage stærk uenighed, heftige diskussioner og få folk til at blive uvenner og dermed skabe en ubehagelig stemning. Der er vist også noget med, at heftige diskussioner, som ofte har rod i de to emner, tager al opmærksomheden fra maden og værten/værtinden, der har inviteret til middag, og det er absolut dårligt set. Men grøntsager og frugt må man gerne snakke om, og jo bedre en grønthandler, man har, des mere har man at brillere med at uden at provokere til skænderi og ophidselse. Nå, ja, det var så lige min teori. Heldigvis har jeg verdens bedste grønthandler “Terroirs d’Avenir” to minutters gang fra min bopæl. De arbejder direkte med avlerne, altså uden tredive mellemmænd og grøntsager, der rejser fra lastvogn til hangar til kølerum og hele turen en gang til. Størstedelen kommer fra Frankrig, men også et par eminente sicilianske sager, som de fantastiske citroner og de små lækre tomater, jeg kan spise som slik, finder plads i den lille butik. Og når det er sæson for dem, køber jeg stort ind af de lækreste appelsiner fra Kreta. Til gengæld vil man i butikken aldrig finde bananer, ingefær eller avocado, da disse sager ikke vokser i denne zone. De af jer, som har opdaget, at jeg er begyndt at proppe billeder ind på instagram (@mettesparis), vil derfor allerede have set de fantastiske agurker, som jeg fornyligt smagte for første gang. Battaglione-agurken, som den hedder, er en næsten sødlig agurk med en skal, som ingen bitterhed har. Det er første gang for mig, at jeg er gået rundt på gaden gnavende på en agurk, som var det et æble. En super lækker opdagelse, og den slags opdagelser kommer man tit ud for i butikken. Smut forbi grønthandleren, hvis I er på disse kanter. Jeg er sikker på, at I vil synes om stedet. Og hvad ville I i øvrigt vælge? Bankrådgiveren eller grønthandleren?
Battaglione agurk-2Battaglione agurkTERROIRS D’AVENIR
7, rue du Nil
2. arrondissement
Métro: Sentier
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Fredag (Fri) 9.30 – 20.00, Lørdag (Sat) 9.30 – 19.30, Søndag (Sun) 9.30 – 13.30.

ENGLISH RECAP: “THE GREENS BANK”. If I had to choose between a good banker and a good green grocer, I would without a doubt choose the green grocer. I love “investing” my money in quality greens and harvesting high interests in the shape of vitamins, good meals and well being. Luckily I live two minutes walk from Terroirs d’Avenir, the best veggie store, where good service, quality and tasty surprises wait for me every time. The most recent surprise is the Battaglione cucumber on the pics. What a beauty, with an almost sweet taste and no bitterness in the peel at all. It’s the first time in my life, that I’ve been walking down the street munching on a cucumber, as if it were an apple. If you’re in the neighbourhood, definitely make a stop at this great little place. I’m sure that you’ll like it.

EDWARDS GRØNNE KASSE

I går, da jeg på min vej hjem, spankulerede igennem en af sidegaderne, til hvor jeg bor, bemærkede jeg i et lille indhak noget grønt, som ikke plejede at stå lige der. Det var en grøn blomsterkasse med skæve ben, som helt klart havde noget hjemmelavet over sig. Jeg nærmede mig nysgerrigt og kunne læse på en lille notits, skrevet af en mand ved navn Edward, at han efter at have set filmen “Demain” var blevet inspireret til at bygge denne blomsterkasse af overskudstræ i sin kælder. “Demain” er en fransk film lavet af den franske skuespiller Mélanie Laurent og Cyril Dion, og den er et utroligt positivt og vellykket initiativ, der viser, at vi alle kan gøre noget godt og grønt for vores planet, hinanden og økonomien. I filmen rejser de verden rundt for at se, hvad folk gør af positive og engagerede handlinger, i stedet for at komme med dommedagsteorier og vise skrækbilleder af forurening og klimaforandringer, som ellers er en vinkel andre har yndet at bruge i deres klimafilm. Filmen har været en stor succes her i Frankrig, og jeg håber, at den også kommer til Danmark, så I kan se den. I kan se mere om den lige her. Edward fik derfor inspiration til at gøre noget grønt, der ville være godt for alle. I kassen har han foreløbig plantet en duftende jasmin og en vinranke, og som, der står på notitsen, kommer der snart krydderurter til fri afplukning. Rent personligt, synes jeg, at Edward er en guttermand, og hvor ville det være hyggeligt med flere af den slags grønne og altruistiske initiativer i en storby som Paris, hvor folk dårligt hilser på deres naboer. Den lille blomsterkasse får forhåbentligt stor og spirende effekt.

Edwards blomsterkasseEdwards blomsterkasse-2ENGLISH RECAP: “EDWARD’S GREEN BOX”. Yesterday on my way home I noticed something green on a street angle, that usually didn’t stand there. A guy named Edward had built a flower box and installed it on the street after having seen the movie “Demain”, a documentary by French actress Melanie Laurent and Cyril Dion, that has been a big success here in France. It’s a truly positive movie about what people do around the world to take care of the planet. See more about the movie here. In Edward’s flower box there’s a jasmin and a vine growing and soon, according to the little note on the box, there will be fresh herbs growing to the use of everyone. I really think that Edward is a cool guy for having built this green box, and done something good for other people. Especially in a big city like Paris, where neighbours hardly say hello to each other. Way to go Edward!

DET RENE ÆSEL

Der er ikke hunde i hundekiks og selvfølgelig heller ikke æsler i de søde æselsæber på billedet, til gengæld vil jeg da håbe, at der er rejer i rejesalat! Sæberne er lavet på æselmælk og er bare super lækre og velduftende, og de udtørrer ikke huden, som visse sæber gør. Jeg elsker håndsæber. De ligger og dufter i alle mine tøjskuffer og gemmer, og jeg giver også rigtig mange væk i gaver. Sæber er gode at lægge sammen med de bløde gaver, så det “bløde” dufter dejligt. Sæberne, som bliver fremstillet i Provence, er i øvrigt lavet på økologiske og naturlige ingredienser, hvilket er noget jeg generelt går efter, og så er emballagen da også super sød. På billedet er det appelsinblomst/arganolie/honning og moskusrose, som er mine favoritter. Sæberne kan købes i det virkelig gode øko-supermarked Bien, som jeg varmt kan anbefale. De har et stort udvalg af rigtig gode sager. Så hvis I er økofreaks som mig, og I lige skal have fyldt op med alt fra friskbagt brød, te, raw chokolade, youghurt og meget, meget mere, så ser jeg ikke, hvorfor I skulle gå tomhændet fra butikken. Jeg vender tilbage med en fyldt kurv derfra en anden gang, så I kan få indblik i flere af godterne.
(Hørhåndklædet på billedet er fra Merci)
æselmælkssæbe-donkey's milk soapBIEN
8, rue des Quatre Fils
3. arrondissement
Métro: Rambuteau, Temple
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Lørdag (Sat) 8.30 – 20.15, Søndag (Sun) Fra klokken 10.00.

ENGLISH RECAP: “EEYORE’S SOAP”. There are no dogs in dog biscuits, and of course no donkeys in the pictured soaps, but I do hope, that a shrimp cocktail contains shrimps. These cute and gorgeously smelling little soaps are made with donkey’s milk, and they don’t dry out your skin like certain soaps do. They’re produced in Provence and made with organic and natural ingredients, which is a thing I always look for. You’ll find them at the organic supermarket Bien, which is a favourite of mine. They have a large selection of very nice products. I can easily fill my basket at that place in no time.
(The linen towel on the photo is from Merci)

DEM TIL KNAPHULLET

Forleden dag gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før. Ikke noget heroisk, der kræver mod, og får adrenalinen til at pumpe. Nej, jeg gik såmænd bare ind i blomsterhandleren i min gade og købte et bundt nelliker. Sådan! Et helt bundt af den blomst, som jeg ellers aldrig har brudt mig om. Jeg synes, at nelliker ser kunstige ud og ødelægger enhver buket, og jeg kender mange, der har det på samme måde. Det er nu egentlig lidt underligt, at en blomst skal møde så meget modstand. Hvor kommer det mon fra? En social arv? En genetisk nellikevæmmelse? Det skal dog lige nævnes, at jeg ikke har noget problem med studenternelliker, underligt nok. Det var nok også mere farven end blomsten, der gjorde, at de kom med hjem, for de er i en lys beige/khaki nuance. De ser nok lidt underlige ud, men hey, jeg synes egentlig, at de er ret cool. Min kæreste synes ikke, at de er cool, for han bryder sig ikke om nelliker, men han kunne ikke forklare mig hvorfor. Så jeg tror, at han kan klasseres i den genetiske nellikevæmmelses-kategori. På fransk hedder nelliker œillets, hvilket betyder snørehuller, hvad jeg ikke har fundet nogen forklaring på. Det ville være mere logisk, at de hed knaphuller, da de jo engang var typiske knaphulsblomster. Hvad siger I? Er nelliker fine eller kiksede?
nelliker-œillets-carnationsENGLISH RECAP: “TO LIKE OR NOT TO LIKE”. The other day I did something, that I had never done before. I bought a bunch of carnations, a flower that I normally don’t like at all. I’ve always found that they looked like plastic flowers, and that they could ruin any flower bouquet. But then I stumbled upon these ones in a strange beige/khaki sort of colour, and I think that they look pretty cool, maybe not gorgeous, but cool in a strange way. Carnations are called œillets in French, which means eyelets. Can’t figure out why though. What do you say? Are carnations generally ok or not at all?

HELÅRSSUPPE I DET GRØNNE

Suppe om sommeren? Nej, vel? Især ikke nu, hvor jeg selv ikke har andet end grønne asparges, rabarber og jordbær i hovedet, og det er jeg nok ikke ene om. Hvad så med kolde supper som gaspacho og lignende, som bestemt er sommerligt, vil I så kunne indvende. Nej, tak siger jeg bare! Jeg bryder mig ikke om kolde supper, og især ikke gaspacho. Man har vel lov til at være lidt sær. Men, men, men der findes nu én varm suppeundtagelse. Den thailandske kyllingesuppe Tom Kha Gai med masser af kokosmælk, galanga, citrongræs og limeblade kan jeg spise når som helst, om det så er  -15° eller +35° udenfor. Jeg elsker den suppe, og bliver ganske enkelt aldrig træt af den. Og når jeg så tuller rundt i Maraiskvarteret, og den der Tom Kha Gai-craving melder sig, så smutter jeg lige ind i den lille thai-restaurant Au Petit Thaï, hvor der er hyggeligt med masser af grønne potteplanter. Jeg bestiller gerne suppen med en omgang klisterris til og deres virkelig gode thai-iste, hvilket er den orange sag, I lige kan skimte i baggrunden af billedet. For mig er det bare det helt perfekte frokostmåltid. Så hvis I også får de der thai-suppe cravings, når I gæster Marais-kvarteret, så ved I nu, hvor I kan få dem dulmet. Jeg skal ikke kunne udtale mig om resten af menukortet, da jeg altid ryger på suppen, så deri skal I selv gå på opdagelse.
Au Petit Thaï-3Au Petit Thaï-2Au Petit ThaïAU PETIT THAï
10, rue du Roi de Sicile
4. arrondissement
Métro: Saint Paul
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Lørdag (Sat) 12.00 – 14.30 & 19.00 – 23.30, Søndag (Sun) 12.00 – 14.30.

ENGLISH RECAP: “THE ALL YEAR SOUP”. This is the season, where all I can think about is green asparagus, rhubarb, strawberries and summery things. So the idea of eating warm soup really doesn’t tempt me at all. And since I don’t like cold soups like gaspacho and others, soup is simply put on hold till autumn. But, but, but there is one soup exception though, which is the Thai chicken soup “Tom Kha Gai” with lots of coconut milk, galanga, lemon grass and lime leaves. I have simply always loved that soup, and could easily eat it any time of year whether we’re talking -15° or +35° outside. When I happen to be strolling around the Marais neighbourhood and I get one of those Tom Kha Gai cravings, I pop in at Au Petit Thaï for an order of soup, some sticky rice and a Thai iced tea. Just the perfect lunch if you ask me. And the place is really cosy as well with lots of green plants and a nice atmosphere.

LYKKEKLØVER – HVIDE TENNISSKO & ROLAND ER DØD

Der er lidt svært, at få noget sammenhængende ud af indlægget i dag, for sagen er, at et par nye hvide tennisko fra Le Coq Sportif er flyttet ind i garderoben. French Open, eller Roland Garros, som turneringen hedder her i byen, starter om tolv dage, så jeg er klar med skoene allerede. Jeg mangler bare lige at få fyldt køleskabet op med Perrier, og så skulle jeg ellers være klar til at sidde foran la télé (fjernsynet!) og se tennis.
Min lykkekløver er fuldstændig utidig og vokser og vokser og vokser. Siden jeg tog billedet af den for en uge siden, har den fået mange blade, et par lyserøde blomster og vokser nu i retning mod køkkenet. Ja, den må jo være sulten med den omgang vokseværk. Hvis I har erfaring med lykkekløver, så byd endelig ind med gode opdragelsesråd, for min er nu blevet 45 centimeter høj, og jeg har ellers læst mig til, at lykkekløver kun bliver 30 centimeter høj. Gad vide om den kommer fra Tjernobyl? Den ser i hvert fald højst mærkværdig ud i en så lang og ranglet tilstand.
Sidst men ikke mindst er jeg i gang med at læse en fransk roman af forfatteren Nicolas Robin. Den hedder “Roland est mort” (Roland er død). Jeg har kun læst en tredjedel, men I får lige et pitch, hvis de fransktalende af jer skulle få lyst til lidt fransk litteratur – og hvem ved? – måske bliver den oversat til dansk: En dag dør Roland. Han bliver fundet liggende på gulvet i sin lejlighed med hovedet nede i hundens madskål. Hans nabo, en næsten 40-årig arbejdsløs mand, der har hang til at bruge sin tid på at se pornofilm, og som dårligt kendte Roland, får imod sin vilje overrakt Rolands puddelhund. Hunden hedder Mireille, er opkaldt efter sangerinden Mireille Mathieu – som Roland lyttede til dagen lang – og har klatter i øjnene og lugter værre end en gammel bademåtte. Naboen prøver af al magt at slippe af med Mireille, men bliver alligevel knyttet til det stakkles kræ, da det går op for ham, at de jo nok har et eller andet tilfælles i deres sølle og ensomme situation. Og længere er jeg så ikke nået, men jeg har på fornemmelsen, at denne bog kommer til at udvikle sig på sjoveste men sikkert også på rørende vis.
LykkekløverTennissko-Le Coq SportifRoland est mort-Nicolas RobinENGLISH RECAP: “THE BUSY PLANT – NEW TENNIS SHOES & CURRENT READING”.
A new pair of tennis shoes has joined my wardrobe just in time for the French Open kicking off in twelve days. I just need to stock up on Perrier, and I should then be ready to sit in front of my telly and see a bunch of matches. My Oxalys plant is very busy growing completely out of proportion. I read that they grow to become about 30 centimeters, but mine has reached 45 cm and is still growing, and is now leaning towards my kitchen. No wonder, it must be hungry with all that growing. Finally I’m reading a new French novel “Roland est mort” (“Roland is dead”!). It’s pretty funny, but also touching and I recommend it!

BEST OF KAGER

De passionerede kagemennesker bag kagemagasinet Fou de Patisserie har fået den geniale ide at åbne en fin lille butik i gaden, hvor jeg bor, rue Montorgueil. Hver dag får de friske kager leveret af Paris’ bedste konditorer, hvilket giver et eminent best of assortiment fra konditorere, hvis butikker ellers ligger spredt ud over Paris. Personligt synes jeg, at det er en genial ide, ikke mindst til glæde for pariserbesøgende, der her får et lille og godt kageresumé af, hvad de franske kagekunstnere render rundt og rumsterer med i deres butikker. Der er lækre fristelser fra Cyril Lignac, Hugo & Victor, Philippe Conticini, Jonathan Blot, Gilles Marchal, Christophe Adam, Pierre Hermé og flere til, og man finder desuden et labert lille udvalg af chokolade, frugtflæsk, friske skumfiduser og luksus syltetøj. På det ene billede kan I se, hvad jeg efter lange overvejelser, bragte med hjem: En cheesecake af Jonathan Blot, så let og luftig som en sky, lavet på ricotta, solbær og mandarin og pyntet med lidt guld og kornblomster. To madeleine-kager fra Gilles Marchal med henholdsvis citron og pictacie. Madeleine-kagerne koster 2,5€ stykket, hvilket er en temmelig stejl pris for den slags kager, men så snart man bider tænderne i dem, ved man, at man her har fat i de ypperste af slagsen. Kig forbi den lille butik og tag lækkerierne med i en nærliggende park, eller gå ned til Seinen og nyd dem i det gode vejr. Så bliver det til nydelse på topplan.

Fou De Patisserie Boutique-2Fou De Patisserie Boutique-3FOU DE PATISSERIE BOUTIQUE
45, rue Montorgueil
2. arrondissement
Métro: Les Halles, Etienne Marcel
Åbningstider/Opening hours: Tirsdag (Tues) – Fredag (Fri) 11.00 – 20.00, Lørdag (Sat) 9.30 – 20.00, Søndag (Sun) 9.30 – 13.30.

ENGLISH RECAP: “BEST OF PASTRY”. The passionate pastry people behind the pastry magazine Fou de Patisserie has had the brilliant idea to open a little boutique in the street where I live. Thank you guys! Here they sell a “best of” selection of pastries from some of Paris’ finest pastry chefs. Every morning arrive fresh deliveries from Cyril Lignac, Jonathan Blot, Gilles Marchal, Christophe Adam, Hugo & Victor, Philippe Conticini and more, and you’ll also find a nice little selection of chocolate, fresh marshmallows, jam and other delights. For visitors in the city, this is a place I highly recommend, since you’ll find a gorgeous selection of delicious pastries from pastry shops that otherwise are located far from each other. On the bottom photo you can see, what I fell for, after long and thorough consideration: A light and fluffy cheesecake by Jonathan Blot made with ricotta, mandarin and blackcurrant decorated with a little gold and cornflowers. Two madeleines from Gilles Marchal, one with lemon and one with pistachio. The madeleines are 2,5€ a piece, which is a very steep price for that kind of cake, but once you bite your teeth into them, you notice that these little fellows are out of this world.

DET HELE STARTEDE MED……

I starten af 90’erne havnede min propfyldte røde kuffert, som var købt til lejligheden, og jeg i Paris. Det var før internet åbenbarede sig og oraklet Google gav svar til de rejselystne, der skulle spørge. Men jeg var nu godt armeret alligevel, for jeg havde medbragt “Turen går til Paris”, to røde ordbøger fra Gyldendal: Fransk/Dansk og Dansk/Fransk, og jeg var tilmed i besiddelse af to sider om Paris, som jeg havde revet ud af et af min mors Alt For Damerne. Og med min fransksproglige studentereksamen i baglommen var høflighedsfraser og goddag, farvel og på gensyn på plads, og så vidt jeg husker, kunne jeg første vers af Marseillaisen udenad, og det er altid en god start. Alt det medbragte blev flittigt brugt i den første tid i min nye “landsby”, men i dag, så mange år senere, er den røde kuffert forlængst blevet skiftet ud, men jeg er stadig trofast med hensyn til mærket. Samsonite laver de bedste kufferter! “Turen til Paris” blev vist foræret til bekendte, men de røde ordbøger har jeg endnu. De troner på én af boghylderne, og skal aldrig smides ud. Jeg bruger dem stadigvæk, når jeg får skærm-lede, og fordi jeg synes, at de er så hyggelige og danske. De to sider fra Alt For Damerne er gået tabt, eller også havnede de i skraldespanden som en slidt las, men én af adresserne, der blev nævnt, er jeg kommet på lige siden: På tesalonen “Le Loir dans la Théière” har jeg drukket te nok til at fylde en å, spist madtærter og omeletter til den helt store guldmedalje, og det er blevet til mere end bare flirteri med det store udvalg af kager fra det fyldte kagechatol. Der er blevet hygget med familie, veninder og kærester, og jeg har fulgt med i tesalonens vokseværk, og hvordan næsten alle vægge – med undtagelse af den med det fine Alice i eventyrland-motiv – er blevet plastret til med galleriplakater og små papirer og servietter med kunders tegninger på. Jeg har siddet i hver eneste af de gamle stole og lænestole, og foretrækker stadig den dag i dag stadig at sidde i det første lokale. Jeg har bunkevis af dejlige minder herfra, og hold op hvor er der blevet grinet meget også, som dengang hvor jeg helt korrekt oversatte dagens ret “Saucisson de Lyon chaud” til “Varm pølse fra Lyon”. Min bror og jeg grinede til tårerne trillede ned ad kinderne over rettens navn på dansk, og vi forestillede os, at man en dag ville kunne få “Varm pølse fra Hillerød” på en dansk café. Og selvom jeg absolut ikke er noget vanemenneske, så vil jeg nu blive ved med at komme i te-salonen, for hér får minder og hygge mig til at føle mig hjemme, og så får man rigtig te på kande og ikke bare en kop med en slunken tepose i.
Le Loir dans la Théière-3
Le Loir dans la Théière
Le Loir dans la Théière-2
Le Loir dans la Théière-4LE LOIR DANS LA THEIERE
3, rue des Rosiers
4. arrondissement
Métro: Saint Paul
Åbningstider/Opening hours: Mandag (Mon) – Søndag (Sun) 9.00 – 19.30

ENGLISH RECAP: “MY FIRST TEA SALON IN PARIS”. I moved to Paris from Denmark in the beginning of the 90’s and “Le Loir dans la Théière” was the very first tea salon I knew. Since then I’ve been here a thousand times with friends and family, and I only have good memories from this place after all these years, so I’ll just continue coming here drinking gallons of tea, eating pies and cakes and just feeling pretty much at home.

SMOOTHIES OG GRØNT TIL ØJNENE

Lemon er Islands svar på Joe & The Juice. De laver varme sandwiches og masser af gode smoothies. De har nu fået adresse i Paris’ centrum. Så hvis man trænger til en hurtig og nem frokost, eller lige skal have tanket op med vitaminer i flydende form, så er Lemon et godt og praktisk bud. Det gode ved Lemon er beliggenheden, for den ligger i rue des Petits Carreaux, som er rue Montorgueils forlængelse, på en lille plads, hvor man har fin udsigt til den smukke vertikale have, der vokser på bygningen overfor Lemon. At sidde her på den lille terrasse og slikke solskin, alt imens man slubrer smoothies i sig og fylder gluggerne med klorofyl, er slet ikke at kimse ad.

Lemon-IcelandLemon-Iceland-2Vertikal have-Rue des Petits Carreaux
LEMON
43, Rue des Petits Carreaux
2. arrondissement
Métro: Sentier
Åbningstider: Alle ugens dage (7 days a week) 8.00 – 18.00.

ENGLISH RECAP: “SMOOTHIES & THE GREEN VIEW”. Lemon is an Icelandic smoothie and sandwich place. A handy little spot, when you want a quick lunch on the go, or you’re in need of a tasty little vitamin fix in the shape of a good smoothie. The other good thing about Lemon is that it is situated in rue des Petits Carreaux, which is the prolongation of rue Montorgueil, on a little square with a realy nice view of the vertical garden growing on the building across from Lemon. Not bad at all to sit on Lemon’s little terrasse catching the sun, slurping down smoothies and giving your eyes a chlorophyll injection.

DEN FØRSTE AF DE STORE

Så kom den endelig, den første rigtige store forårsdag. Det var i går, og jeg er stadig helt forårskulret i hovedet. Solen skinnede fra morgenstunden, og temperaturerne røg op på 22°. Det er en underdrivelse at sige, at det var en dejlig dag, for det var ganske enkelt en helt fænomenal forårsdag. Frakken røg over armen, ærmerne blev smøget op, solbrillerne kom på, og fregnefangeren kom gevaldigt på arbejde. Efter så mange dage med regn, regn og atter regn var godtvejrseffekten så overvældende, at det føltes som at have vundet i Lotto, og at man nærmest gik rundt og tænkte: “Nej, hvor er vi heldige”. Hvor skønt igen at spankulere rundt og mærke, at der var noget i luften – en hel bunke forår for at være præcis – og at genindtage fortovsterrasserne. Min kæreste og jeg slog os ned på konditoriet “Pain de Sucres” terrasse og nød lækre og absolut ikke uskønne kager, og lidt senere på eftermiddagen blev jeg lettere beruset over at kigge på de smukke kirsebærtræer, som nu står i blomst. I denne uge bliver vejret dog ikke lige så forrygende , men jeg er fuldstændig ligeglad, for sådan en fin forårsdag som i går kan jeg godt leve videre på i en uge. Og i øvrigt er det min fødselsdag på lørdag, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg egentlig, at jeg har opført mig ganske pænt, så mon ikke det giver ret til en lille solstråle, eller er det for meget hybris fra min side?
Pain de Sucre-rue Rambuteau-2
Kirsebærtræ i blomst
Pain de Sucre-rue RambuteauENGLISH RECAP: “THE FIRST REAL ONE”. Yesterday was the first day in Paris where spring really kicked in. The sun was shining from the early morning, and temperatures reached 22°. After so many days with rain, rain and more rain it felt like winning the lottery. Sitting outside enjoying the weather, munching on delicious pastries from Pain de Sucre was just heaven. Oh, and the cherry trees have begun to blossom as well. I wait for that special pink event every year.

 

DET VAR UNDERLIGT (og er det stadigvæk!)

Dengang jeg flyttede til Paris, gik jeg lange ture i supermarkederne. Helt seriøst! Jeg tullede rundt i supermarkedernes gange og gloede på alt, hvad der stod på etiketterne, for at lære navnene på alle dagligdagsvarerne og for at få et indblik i, hvad pariserne spiste, og hvordan de levede. Jeg kan den dag i dag – mere end tyve år senere – stadig nynne supermarkedet Prisunics spøjse jingle, der konstant kom ud af højtalerne. Og når jeg så gik der og inspicerede supermarkedernes hylder, så faldt jeg jævnligt over et eller andet underligt, som jeg ikke lige kendte til, og som morede mig gevaldigt. Nummer et på underliglisten var dengang (og også den dag i dag!), at man kan købe kogte vakuumpakkede rødbeder. Jo, jo, en lille pakke med to til fire kogte rødbeder i. De er bare kogte og skrællede, og ligger ikke i lage eller noget andet. Virkelig mærkeligt! Men det er ikke så underligt set fra et fransk synspunkt, da de skærer dem i tern og propper dem i salater. Enhver fransk kantine med salatbuffet tilbyder kogte rødbeder i tern. Jeg kan nu bedst lide selv at koge mine rødbeder, men hey, jeg er da åben over for andres rødbedekultur. Så i dag får I derfor et billede af de kogte og vakuumpakkede rødbeder.

Rødbeder hedder betteraves på fransk. Dem på billedet er økologiske. Det franske ord for økologisk er bio.
Rødbeder-BetteravesENGLISH RECAP: “IT WAS STRANGE BACK THEN – AND STILL IS”. Way back when I moved from Denmark to Paris, I went for long walks in the French supermarkets. Seriously! I strolled up and down the supermarket aisles to read what it said on all the product labels, so I could get all the grocery words down, and at the same time get an insight in what Parisians ate, and how they lived. During my product inspection and word learning supermarket walks, I would quite often come across things, that I had never seen before, things I found a little weird and that would make me crack up. Number one on the weird things list was – and still is by the way! – that you can buy vacuum-packed cooked beetroots. Just like that, not marinated or anything, just plain. Really weird I found, but not from a French point of view, since they simply dice them and add them to salads. Any French canteen with a salad buffet, will definitely serve them. I prefer cooking my beetroots myself, but hey, I’m open to other peoples’ beetroot culture, which is the reason why you today get a photo of the classic pack of beetroots.

FYLDTE SAGER – MEN INGEN PÅSKEÆG

Forleden dag, hvor det var langfredag, og hvor jeg vil skyde på, at størstedelen af jer nød påskefrokost med familie og andre kære, var det her i Frankrig en ganske almindelig dag, lige med undtagelse af Alsace og Moselle, der efter sin løsrivelse fra Tyskland bibeholdt de tyske/protestantiske påskehelligdage. Den eneste påskehelligdag, vi derfor har her i resten af landet, er 2. påskedag – altså i dag – og den kalder franskmændene for “Lundi de Pâques”, hvilket ganske enkelt betyder påskemandag. Og hop! – tilbage til min langfredag, som stadig ingen fyldte påskeæg indholdt, da jeg ikke var færdig med min sukkerfri måned. Til gengæld var der lækkert fyld i de små indbagte og mumsede argentinske empanadas, som friskbagte kom ud af ovnen på det mikroskopiske spisested l’Empanaderia. Jeg har virkelig en forkærlighed for alle disse små steder, hvor man nærmest skal bakke ind for at sidde ned. Det er så hyggeligt, og jeg elsker den behagelige kontakt man får med ejerne og de ansatte, som glædeligt fortæller om maden og stedet. Samtidig synes jeg, at det er ret så skønt at føle sig hjemme og at blive glædeligt genkendt, de steder man holder af at komme. Jeg er typen, der falder i snak med folk allevegne – helt sikkert noget, jeg har fra min far – for jeg elsker at høre, hvad folk har at fortælle og dele ud af. Mennesker er som bøger: Fyldt med spændende historier og meget man kan lære. Derfor kom min kærestes og min frokost lige til at vare to timer, da vi faldt i snak med de argentinske ansatte/ejere, og der blev snakket vidt og bredt om mad, argentinsk litteratur og kultur. Helt igennem hyggeligt! Så hvis de små lune empanadas med alskens fyld og ideen om et lille bitte spisested med sød service tiltaler jer, så synes jeg da helt klart, at I skulle smutte forbi l’Empanaderia, som ligger et stenkast fra Canal Saint-Martin.
l'Empanaderial'Empanaderia-2l'Empanaderia-3L’EMPANADERIA
11, rue Marie et Louise
10. arrondissement
Métro: République
Åbningstider/Opening hours: Onsdag (Wed) – Fredag (Fri) 12.00 – 15.30, 19.00 – 23.30. Lør (Sat) & søndag (Sun) 13.00 – 23.30.

ENGLISH RECAP: “STUFFED LITTLE THINGS”. I love this cool and tiny little Argentinian spot specializing in warm and exquisite empanadas straight out the oven. This could easily turn out to be a favourite little canteen, where kindness and good service can make me come back again and again.